Chartertrafik fra Roskilde

Gislev Rejser vil i den kommende sommer sende chartergæster afsted fra Roskilde Lufthavn.

Den fynske rejsearrangør Gislev Rejser udvider nu sit koncept med at operere ferieflyvninger fra de mindste danske lufthavne. Således vil selskabet fire gange henover den kommende sommer flyve fra Roskilde Lufthavn til tre forskellige destinationer i Italien. I forvejen har Gislev Rejser de seneste 6-7 år haft flyvninger ud af Odense Lufthavn.

Sommerens flyvninger fra Roskilde skal udføres af Malmø Aviation med 112-personers AVRO RJ-100 fly. Gislev vil flyve Napoli og Pisa på det italienske fastland samt til Olbia på Sardinien.

Behageligt og nærværende
For mange især ældre rejsende kan det være en ekstra stressfaktor at skulle flyve på ferie fra store lufthavne som Billund og København. Samtidig skal de ikke køre så langt og kan nemt parkere gratis, hvis de vælger at rejse fra lufthavnene i Odense og Roskilde. Og da der ikke er anden rutetrafik og andre passagerer at tage hensyn til, så går in-checkning under helt andre rolige former.

”Mange af vores gæster har rost os for at benytte Odense Lufthavn. Det er mere behageligt og nærværende. Så da vi skulle starte vores første flyvninger fra Sjælland var det naturligt for os at vælge Roskilde i stedet Københavns Lufthavn. Her er gratis parkering og knap så store forhold. Desuden har vi mange gæster fra Midtsjælland, som slipper for den sidste del af køreturen til Københavns Lufthavn,” siger Mogens Andersen, direktør for Gislev Rejser, til CHECK-IN.dk.

Gislev Rejser har ikke umiddelbart planer om at starte flyvninger fra andre mindre danske lufthavne.

“Nu gør vi vores erfaringer i Roskilde,“ fastslår Mogens Andersen.

Pionér i Odense
Gislev Rejser bliver den første rejsearrangør til at benytte Roskilde Lufthavne til seriecharter. Selskabet var også for 6-7 år siden pionér i Odense Lufthavn, hvor selskaber som Spies og Apollo siden har holdt sit indtog. Og i den kommende sommer vil Detur og Uptours også bruge den fynske lufthavn, der i dag kalder sig H.C. Andersen Airport. Detur vil udbyde op til 1323 sæder på syv flyvninger til Antalya i Tyrkiet. Uptours tilbyder 784 sæder på syv flyvninger til Burgas i Bulgarien.

Dermed forøges kapaciteten af udbudte pladser fra Odense Lufthavn i sommeren 2014 med omkring 105 procent i forhold til 2013-sæsonen. Mellem 8.000 og 8.400 sæder sættes til salg på fly fra Odense til destinationer i Sydeuropa og Tyrkiet i perioden fra maj til oktober i år.