Cimber: ‘Et tilfredsstillende kapitalberedskab’

På gårsdagens Cimber Sterling-generalforsamling kunne bestyrelsen afsløre, at selskabet er i ‘positiv dialog’ om at optage det såkaldte ‘askeskylån’. Sammen med refinansiering af flyflåden og rekapitalsering af selskabets aktiviteter vurderes det at have tilvejebragt et tilfredsstillende kapitalberedskab.

Der var stor fokus på Cimber Sterlings likviditet i bestyrelsesformandens årsberetning ved gårsdagens generalforsamling i det sønderjyske luftfartsselskab.

Den afgående bestyrelsesformand N.E. Nielsen indledte dog også med at oplyse, at selskabet var i ‘positiv dialog’ med et pengeinstitut om at optage et såkaldt ‘askeskylån’, der var en del af den statslige hjælpepakke, der skulle komme likviditetstrængte selskaber til undsætning som følge af askeskyen.

“Det er vi meget glade for, da det understøtter selskabets likvide beredskab. Askeskylånet forventes endeligt formaliseret inden for en kortere periode.
Selskabets refinansieringsprogram af flyflåden forløber ligeledes planmæssigt og i overensstemmelse med den tidsplan, der var lagt ved aflæggelsen af årsrapporten. Endvidere er selskabet i færd med at vurdere og færdiggøre en række aktiviteter til en rekapitalisering af virksomhedens aktiviteter,“ hedder det i beretningen.

Samtidig benyttede bestyrelsesformand N.E. Nielsen lejligheden til at rose direktionen for dygtigt arbejde med at sikre, at disse forhold faldt på plads.

Hermed skulle Cimber Sterling være sikret et midlertidigt likviditetsmæssigt pusterum. Samtidig skal selskabet håbe på, at der ikke kommer flere isvintre, askeskyer og finanskriser foreløbigt.

Generalforsamlingen blev ikke noget tilløbsstykke. Kun 60 stemmeberettigede aktionærer ud af ca. 4.000 deltog pågeneralforsamlingen på First Hotel Skt. Petri. Men op imod 60 % af stemmerne var trods altrepræsenteret på generalforsamlingen.

Link: Formandens beretning