Cimber Sterling bedre til at prissætte

Cimber Sterling har haft en positiv yield-udvikling gennem de seneste seks måneder. Det er især på de regionale ruter og leisure-ruterne, at selskabet for alvor har fået justeret priserne med en bedre balance i forhold til kapacitetsudbud.

Det går fremad for Cimber Sterling. Ikke alenetransporterede selskabet 21 % flere passagerer i januar måned, men der er også fremgang i den gennemsnitlige billetindtægt – især på de regionale ruter og leisure-ruterne.

Cimber Sterling kunne mandag præsentere selskabets trafiktal for januar måned og yield-tallene for december måned. Yield-tallene offentliggøres altid med en måneds forsinkelse, idet indtægterne fra trafiksamarbejder med andre selskaber ikke kan registreres så hurtigt som eget salg.

Men tallene har været værd at vente på. Således var selskabets yield i december måned 2010 på DKK 1,29, hvilket er 39 procent mere end samme måned året før. Samme positive tendens har der været i oktotober og november med stigninger på henholdsvis 26 procent og 37 procent.

Yielden er et helt centralt nøgletal i luftfartsbranchen, da det udtrykker, hvor meget selskabet får i kassen pr. passager, der er transporteret én kilometer. Det er tydeligt, at Cimber Sterling har fået mere styr på’yield management’ aktiviteterne, som en del af de effektiviseringsprogrammer, der er implementeret.

Med den positive udvikling i yielden har Cimber Sterling styrket indtægtsgrundlaget i vinterfartplanen, hvor luftfartsselskaberne oftest taber penge. De seneste 12 måneder har der dog kun været en yield-fremgang på seks procent, men det er trods alt afgørende, at billetindtægterne er styrket i de traditionelt svage vintermåneder.

Cimber Sterling transporterede i alt 132.638 passagerer i januar måned, hvilket er 21 procent flere end i januar 2010, hvor 109.412 passagerer var ombord i selskabets fly. Den udbudte sædekapacitet har været reduceret med tre procent i januar måned, hvilket er sket primært på leisure-ruterne. Det har samtidig haft den gunstige effekt, at kabinefaktoren er steget med tre procentpoint fra 55 % til 58 %.

Med udgangen af januar måned er Cimber Sterling fløjet ud af finansårets tredje kvartal, som er det traditionelt vanskeligste. Resultatet heraf vil Cimber Sterling præsentere den 16. marts, når kvartalsmeddelelsen foreligger.

Foto: For tredje måned i træk kunne administrerende direktør Jacob Krogsgaard fra Cimber Sterling præsentere en rekordhøj vækst i selskabets yield.