Kuratellet forsøgte at få Jet Time til at overtage Cimber Sterlings Boeing 737-fly.

Cimber Sterling-strategi under øget pres

Kun to ud af tre sæder på Cimber Sterlings fritidsruter blev solgt i september måned. Overkapacitet i markedet og et stort prispres har udløst et fald i belægningsprocenten på ikke mindre end 9 procentpoint. Strategien om forbedret kapacitetsudnyttelse synes derfor at være under pres.

Cimber Sterlings strategi om at reducere enhedsomkostningerne gennem forbedret kapacitetsudnyttelse synes at være under pres. Idéen om sæsonudjævning og fleksibilitet gennem risikospredning over flere markedssegmenter synes at blive en større og større belastning for selskabet.

Udviklingen i fritidsruterne lader meget tilbage at ønske. I september måned formåede Cimber Sterling kun at sælge 65 % af sæderne på fritidsruterne, hvilket er en tilbagegang på 9 procentpoint i forhold til året før, hvor kabinefaktoren blev opgjort til 74 %.

Cimber Sterling arbejder løbende med at forbedreprisfastsættelsen af produkterne. Yielden steg da også med 12 % i august måned på fritidsruterne, mens tallene for september måned endnu ikke er kendt. Men er udviklingen ikke klart bedre i september, kan det angiveligt ikke kompensere for det store fald i belægningsprocenten.

De 148-sæder store Boeing 737-700 fly, der oprindeligt var tiltænkt en mere fremtrædende rolle på markedssegmenterne dansk indenrigs og regionalruterne, har vist sig ikke at være de rigtige fly hertil i den nuværende markedssituation.

Det hænger bl.a. sammen med,at Boeing 737-flyene er for store til produktionen på regionalruterne. Herudover har Cimber Sterling valgt at satse på frekvens på indenrigsruterne, hvorfor der primært anvendes ATR42 og ATR72 turobopropfly på mere end 90 % af indenrigsafgangene. Kun morgenafgangene fra Aalborg, Billund og Karup samt få andre afgange flyves med Boeing 737-fly.

Derfor skal Boeing 737-flyene sendes i beskæftigelse i fritidsrejsemarkedet, der er særdeles konkurrenceintensivt. Overkapacitet og prispres forårsaget af konkurrenter som easyJet, Norwegian og Ryanair har således bragt Cimber Sterling i en situation, hvor det er vanskeligt at hæve priserne og dermed forbedre selskabets gennemsnitlige indtjening på flybilletterne (yield´en). Forsøger selskabet at opnå en bedre prisfastsættelse udløser det straks en nedgang i belægningsprocenten som september måneds trafiktal dokumenter.

Mange kritikere har anbefalet, at Cimber Sterling fremover vælger at satse på indenrigs- og regionalruterne fremfor det konkurrenceintensive fritidsrejsesegment. Hovedparten af selskabets leaseaftaler på Boeing 737-flyene udløber i henholdsvis 2013 og 2014.

Et af Boeing 737-flyene OY-MRG, der tidligere har tilhørt Maersk Air og Sterling Airlines, er dog lejet af Wells Fargo Bank Northwest på en leasingaftale, der udløber i maj måned 2012. Cimber Sterling har option på yderligere 12 måneders leje. Skulle selskabet vælge ikke at udnytte denne option samt tilbagelevere flyet til leasinggiveren i 2012, vil det være en tydelig indikation af, atselskabets ikke ser en fremtid på Boeing 737-platformen.

Foto: Cimber Sterlings Boeing 737-fly er for store til indenrigs- og regionalruterne.