Cockpittets hemmeligheder blotlægges i ny bog

Den 24. maj udkommer bogen ‘Cockpittets hemmeligheder’ skrevet af pilot og flyinstruktør Morten Knoth. Det er første gang, at en pilot fortæller om sit arbejde i bogformat på dansk.

Med mere end 25 års erfaring i bagagen har 46-årige Morten Knoth skrevet bogen ‘Cockpittets hemmeligheder’, der fører læserne ind i, hvad der sker bag den skudsikre dør til cockpittet.

Morten Knoth har over 12.000 flyvetimer bag sig som pilot og kaptajn, og han har fløjet alt fra små propelfly til den ikoniske Boeing 747 jumbojet.

Som læser får man et fascinerende indblik i piloternes hverdag, og det hele bliver krydret med nogle ret usædvanlige historier fra de højere luftlag. Noget, der aldrig før er skrevet om på dansk.

Cockpittets hemmeligheder er en bog, der er skrevet i et levende og lettilgængeligt sprog og som appellerer til alle luftfartsinteresserede samt folk, der gerne vil vide noget mere om, hvad der sker i et fly. Bogen kommer omkring alle tænkelige emner fra luftfartens verden, og forfatterens personlige skildring af livet i cockpittet er en af bogens styrker.

Det er kort sagt en bog, der er velskrevet, underholdende og for enhver.

Med tilladelse fra forfatter og forlaget bringer Check-in.dk hermed eksklusivt for vores læsere prologen fra bogen. Husk at spænde sikkerhedsbæltet – det bliver ikke kedeligt.

—

EFTERÅRET 2020
Det er en time siden, at vi er lettet fra Hanoi. Vi har yderligere cirka en time til landing på Con Son, en afsides beliggende jungle-ø i Det Sydkinesiske Hav cirka 100 kilometer syd for Mekong-deltaet tilhørende Vietnam.

Vejrradaren scanner kontinuerligt luftrummet foran os. Noget, som i dag får cockpittets skærm til at indikere store blodrøde plamager, hvilket er et sikkert tegn på, at der er kraftigt nedbør i området. Man er nu heller ikke i tvivl, for haglene hamrer hårdt imod cockpittets frontruder, og mine næsebor pirres af en stikkende lugt af ozon. Begge dele noget, der får nakkehårene til at rejse sig og samtidig sætter min hjerne i højeste beredskab. Netop lyden af hagl kender jeg alt for godt fra flere års flyvning i Asiens fugtige klima, særligt her i tyfonsæsonen.

Gajol-mantraet om, at der ikke findes dårligt vejr, bliver blæst væk på denne flyvning. Her er det hele. Hagl, lyn, perioder med kraftig turbulens og sågar også St. Elmo’s fire, det finmaskede ildblå net af statisk elektricitet, som smyger sig op ad cockpittets ruder og nærmest konkurrerer med haglene om, hvem der var der først. Efter at have optrådt på skift er det, som om deres interne stridigheder er forsvundet, hvilket har givet plads til dem begge.

St. Elmo’s fire kan opstå, når luften er sprængfyldt med energi som i dag. Opdagelsesrejsende berettede allerede for mange hundrede år siden om fænomenet, når de havde observeret de dansende gnister i toppen af skibenes master.

Radiokontakten med jorden har vi mistet på grund af de voldsomme elektriske spændinger i luften. Det eneste, vi hører på frekvensen, er en høj hvæsen, der kun bliver afbrudt af korte, uforståelige vietnamesiske gloser.

“Forbandede radar,” tænker jeg, imens jeg skruer og justerer på radarens tilt for at opnå det optimale billede og derved forsøge at finde den bedste kurs gennem skyområdet og ud i friheden.

Turen i dag er debut for flyvning til Con Son, som er den største og eneste beboede af de 16 små øer, som tilhører Con Dao-øgruppen. Men det er også et sted, hvor der aldrig før er landet et jetfly. I dag skal det være. Hvis vi ellers snart kan komme ud af den mælkehvide suppe af skyer og finde en vej gennem torden, hagl og himlens helvedesild. Hvis ikke må vi returnere til Hanoi.

Vores fly er den brasilianskbyggede Embraer-195 med plads til 118 passagerer, og på klapsædet bag mig sidder en hidsigprop i form af chefpilot Quang fra det vietnamesiske flyselskab Bamboo Airways. De har hyret det lille danske flyselskab, jeg flyver for, til at udføre disse specialflyvninger, fordi deres egne fly er for store til at kunne lande på Con Sons ekstremt korte og smalle landingsbane. Men det kan vi. Eller kan vi? Beregninger siger ja, men beregninger er én ting. Virkeligheden kan være en ganske anden.

Til højre for mig sidder min danske kaptajnkollega Martin. Vi skal begge checkes ud inden promotionturen i morgen for Bamboos VIP-forretningsforbindelser og kunder. Det skal vi, fordi nogle lufthavne er så specielle at flyve til, at det er nødvendigt at sikre, at vi kan klare opgaven. Derfor er chefpilot Quang med, og først når han har godkendt min og Martins præstation, kan operationen med normale passagerer begynde.

Fra at være fransk fangekoloni under kolonitiden og ditto med amerikansk fortegn under Vietnamkrigen har Con Dao-øerne nu opnået religiøs status, og vietnamesere valfarter hertil med deres bønner til de højere magter.

Min bøn lige nu går dog ikke længere end til noget bedre vejr, men der er ikke sket store ændringer undervejs. Heller ikke da vi nærmer os de utæmmede jungle-øer. Turbulens har revet så hårdt i flyet, at jeg gentagne gange har måttet efterspænde mine skulderseler. En bølgegang, der også har fået hidsigproppen Quang omme på klapsædet til at blive tavs, men nu begynder han at vride sig energisk rundt i cockpittet for at spotte den lille flyveplads blandt de forjættede øer. Et sted, som heller ikke han nogensinde har sat sine ben på. Øerne er dog ikke lette at få øje på her blandt de kæmpestore lynende tordenskyer med den kraftige regn til følge.

Elementet af action har fået Martin helt frem på stolens yderste kant. Han programmerer computeren med akkuratesse, imens han taler med flyvelederne i kontroltårnet, som ikke forstår meget engelsk. Samtidig forsøger han at holde ro på chefpilot Quang, som nu står foroverbøjet med næsen fladtrykt mod cockpittets siderude for bedre at kunne se ud.

På trods af situationens alvor opdager jeg, at jeg smiler lidt for mig selv. Nok fordi jeg inderst inde holder af den form for udfordringer, som sådanne situationer byder på. Når ting bliver sat på spidsen, er verden simpel: Træf en beslutning.

“Minima,” kalder Martin, hvilket betyder, at vi nu befinder os i den lavest tilladte højde.

“Contact,” er mit svar.

Vores call-outs kører, og jeg elsker samspillet. Når det flyder, spiller det sin helt egen melodi.

Contact betyder, at landingsbanen er i sigte, og jeg vurderer, at jeg kan lande flyet herfra. Fra luften minder den dog mere om en cykelsti end et egnet landingssted for jetfly.

Jeg slår autopiloten fra. Nu skal jeg udelukkende ved hjælp af visuelle referencer manøvrere flyet på plads til landing. Vi får tæv her i den kraftige vind, som følger med tordenbygerne, hvilket også får viseren i flyets fartmålere til at udføre yoyoagtige bevægelser. Den kraftige regn trommer højlydt på cockpittets ruder, og selv om vinduesviskerne står i position “MAX”, har vi et minimalt udsyn.

Vi nærmer os den korte og smalle landingsbane, der endda synes endnu kortere, jo tættere på vi kommer. Med et fast greb i det cykelstyrsformede rat fornemmer jeg forholdene til trods, at jeg har ret godt styr på det dansende brasilianske sambafly. Fra de sidste 100 fod og ned til landing bliver bevægelserne på rattet flere og flere, men korrektionerne mindre og mindre. Det er bestemt ikke her, vi skal lande for langt nede ad den korte og sjaskvåde landingsbane og risikere ikke at kunne nå at stoppe, før den brat ender ved en klippeafgrund.

Vi er nu så tæt på jorden, at der ikke længere er tid til at se på instrumenterne. I stedet ser jeg frem og ud og manøvrerer flyet ind efter at opnå det genkendelige billede fra tusindvis af tidligere landinger. Man lærer sig efterhånden, hvordan det skal se ud. Det sidder lagret i kroppens hukommelse, og man kan mærke, om det føles rigtigt. “At flyve med røven,” siger vi, og man er ikke i tvivl. “Klonk.” Få sekunder senere er vi på jorden.

Vi plejer for sjov at sige, at enhver landing, vi kan gå fra, er en god landing. Det er endda en super landing, hvis flyet også kan bruges igen. I dag var altså en supergod landing.

Her på jungle-øens flyveplads taxier vi med stor forsigtighed flyet mod den lille forplads for ikke at ramme de vilde aber, der flittigt krydser den smalle landingsbane. I græskanten ser vi også både slanger og leguaner.

Første jetfly nogensinde er landet på Con Son og har dermed brudt dette bizarre steds jomfruelighed. Vi er glade. Chefpilot Quang er tydeligt lettet, og hans ansigt ikke længere hvidt som de skyer, vi netop er kommet ud af. Martin og jeg giver highfive og siger tak for kampen. Vi blev de første. Tænk sig, at det skulle være to halvgamle jyder.

—

‘Cockpittets hemmeligheder’ udkommer den 24. maj på forlaget Momenta, og kan bestilles som bog og lydbog gennem boghandlerne.