Lidt flere end 1,2 millioner passagerer rejste gennem Københavns Lufthavn i juli, hvilket var mere end fordobling fra juni. Det var dog kun 40 procent af 2019-niveauet.
Søndag den 25. juli var en god dag i Københavns Lufthavn. Her kunne man registrere i alt 50.908 rejsende, hvilket markerer den travleste dag i lufthavnen siden coronapandemiens start.
Dermed er den danske hovedstadslufthavn i gang med støt og roligt at vinde passagererne tilbage efter halvandet år med meget deprimerende trafiktal.
Samlet benyttede 1.233.788 passagerer København Lufthavn i juli måned, og det var 118 procent flere end i juli sidste år. Men stadigvæk er det en tilbagegang på 60,3 procent i forhold til juli 2019, hvor 3.109.498 passagerer rejste gennem terminalerne i lufthavnen på Amager. Dermed er kun to af fem passagerer vendt tilbage.
“Der er liv i terminalerne igen. Efter 15 måneders krise og et 2021, hvor årets første fire måneder var som i 1962 med blot 5.000 rejsende dagligt, ser det ud til at vende. Fra juni til juli blev antallet af rejsende mere end fordoblet fra en halv million til 1,2 millioner,” udtaler kommerciel direktør Peter Krogsgaard i en kommentar til trafiktallene.
Stor forskel på trafiksegmenter
Fremgangen i passagertallet fordeler sig ganske ujævnt i de tre geografiske segmenter, henholdsvis dansk indenrigs, Europa og interkontinentale flyvninger. Indenrigsmarkedet har med 89.683 hentet 88,4 procent af passagerene tilbage fra juli 2019. Indenfor Europa blev der registreret 41,1 procent af passagererne fra tilsvarende måned i 2019, mens den interkontinentale trafik kun har hentet 19,2 procent af 392.348 passagerer tilbage.
Sammenligner man ruteflyvninger med charterflyvninger, så var genopretningen størst i chartermarkedet, hvor 135.008 af 207.475 passagerer var vendt tilbage i forhold til juli 2019, og det svarer til 65,1 procent. Rutemarkedet var til gengæld nede med 62,1 procent og gik fra 2.902.023 til 1.098.780 passagerer i juli.
At chartermarkedet og de store middelhavsdestinationer klarede sig bedre end de traditionelle ruteflyvninger, tegner der sig også et klart billede af, når man kaster et blik på de 10 største destinationer fra København i juli. Her var Palma de Mallorca i toppen med 62.753 passagerer, hvilket blot var 0,2 procent under niveauet i juli 2019. Men også Málaga og Chania (Vestkreta) figurerer på top10-listen, der traditionelt har London, Oslo og Stockholm øverst efterfulgt af de store europæiske hubs.
101 passagerer i gennemsnit
Selvom det er lykkedes CPH at reetablere omkring 180 af 215 ruter, så er der stadig færre afgange og for få passagerer i flyene. Men det er stadig en stor fremgang i forhold til den seneste vinter.
”Vi kan se, at de mange fly ud af København i dag har gennemsnitligt flere end 65 procent af sæderne solgt – en fordobling i forhold til vintermånederne. Det er en positiv udvikling, som vi håber, kan fortsætte,” lyder det fra Peter Krogsgaard.
I juli var de 1.233.788 passagerer fordelt på 12.217 operationer, hvilket svarer til gennemsnitligt 101 passagerer i hvert afgående og ankommende fly. Det er 24 procent lavere end de 133 passagerer, der var på flyene i juli 2019. Den største ændring blev registreret på de interkontinentale ruter, hvor der i årets juli var 97 på hvert fly mod 225 for to år siden.
Risiko for besværligt efterår
Københavns Lufthavn udtaler sig ikke om forventningen til de kommende måneder, men år til dato har blot 2,6 millioner passagerer rejst til, fra og via CPH, og det var 85,1 procent færre end de næsten 17,6 millioner passagerer, der benyttede lufthavnen i de første syv måneder af 2019.
Dermed skal der en god slutspurt til for at undgå, at 2021 bliver et katastrofeår, der bliver endnu værre end 2020.
“Det er jo ikke slut endnu, og vi kan risikere en opblussen i Europa til efteråret,” understreger Peter Krogsgaard.
Relaterede artikler: