Mandag nåede Københavns Lufthavn en milepæl for det største byggeri i 20 år, som skal skabe bedre plads til de største fly.
Mandag havde Københavns Lufthavn rejsegilde for første etape af den nye Finger E, der er det største byggeprojekt i lufthavnen siden opførelsen af Terminal 3, der blev indviet i 1998.
Finger E bliver i alt på 36.000 kvadratmeter og får 13 gates, der er særligt målrettet de største widebody-fly. Fly, som der i dag kun er plads til ved lufthavnens Finger C. Desuden opføres en helt ny paskontrol.
“Det bliver et flot og markant byggeri med masser af lys og luft til passagererne – og et byggeri, der skaber mere plads til væksten på de lange, interkontinentale flyruter til fjerne rejsemål. Det er en vigtig del af hubben,” fortæller lufthavnens administrerende direktør, Thomas Woldbye.
Første fase af Finger E med syv gates og en ny paskontrol står klar i 2019. Anden fase er allerede nu sat i gang og forventes klar i 2020. Den samlede pris for byggeriet løber op i 1,5 mia. kroner.
Stærk passagervækst
Finansminister Kristian Jensen (V) deltog ved rejsegildet, hvor han glædede sig over, at byggeriet af Finger E skrider frem.
“Finger E er en central del af lufthavnens udbygningsplan, som skal sikre plads til 40 millioner årlige passagerer i fremtiden. Udbygningsplanen afspejler lufthavnens stærke passagervækst over de senere år og er et vigtigt skridt i forhold til at sikre de fremtidige rammer for Danmarks internationale tilgængelighed,” siger Kristian Jensen.
Paskontrollen får til huse i en 2.200 kvadratmeter stor bygning, der skydes ind mellem Finger E og et nyt konturhus, som også er ved at blive bygget. Kontorhuset skal blandt andet huse groundhandlere og politiets faciliteter.
“Med de nye EU-regler om skærpet grænsekontrol af alle rejsende, er der brug for mere plads til politiets paskontrol, så de rejsende kan få en endnu bedre service. Det er afgørende vigtigt,” fortæller Thomas Woldbye.
Der vil i første omgang blive bygget 10 spor i paskontrollen til ankommende passagerer og otte spor til afrejsende. Desuden er der gjort god plads til at udvide med endnu flere spor.
Mærker mindst til
Finger E opføres i området mellem ”hoveddelen” af terminalbygningen og den særlige lavprisfinger, Finger F, hvor blandt andet en hangar tidligere lå og hvor den første gangbro ud til Finger F befandt sig. Den er nu erstattet af en midlertidig gangbro, som på et tidspunkt også må vige for Finger E.
Selvom Finger E altså er det suverænt største byggeprojekt i lufthavnen de sidste omkring 20 år, så er det også et af de byggeprojekter, som passagererne mærker mindst til.
“Normalt kan vores mange byggeprojekter – som lige nu i Sikkerhedskontrollen, Terminal 3 og i området mellem Finger A og B – være generende for de rejsende og lufthavnens mange virksomheder og medarbejdere. Vi gør alt, hvad vi kan for at minimere og fjerne gener, eksempelvis ved at bygge om natten eller når der er færrest rejsende. Men det er nemmere med Finger E-projektet, fordi byggeriet ligger et sted uden fly og passagerer, og dermed stort set ikke giver gener for de rejsende,” fortæller Thomas Woldbye.
Et af de næste store byggeprojekter indvendigt i det eksisterende terminalkompleks er anlæggelsen af en gangbro i førstesalshøjde gennem Terminal 3’s check-in område fra indgangen fra metroen over til gangen hen mod sikkerhedskontrollen samt en udvidelse af området mellem Terminal 3 og Terminal 2, hvor biludlejningsfirmaerne tidligere holdt til.
Relaterede artikler:
CPH vil fjerne gang til lavprisfinger
CPH gør klar til at bygge ny langdistance-finger