Danmarks største og mest citerede nyhedssite om luftfart, CHECK-IN.dk, har fået nyt layout, som vil komme både læsere og annoncører til gavn.
Efter mere end seks år i den samme klædedragt har CHECK-IN.dk fået nyt layout, som skal gøre det mere indbydende at læse nyheder på Danmarks største og mest citerede nyhedssite dedikeret til luftfart og rejsemarkedet generelt. Læserne vil fremover blive præsenteret for en lang bredere palette af nyheder på forsiden indenfor 12 forskellige kategorier.
Desuden vil det være muligt at se, hvilke artikler andre læsere har kommenteret på. På den måde bliver det nemmere at ”spotte” en igangværende debat.
På siderne med de enkelte artikler bliver relaterede artikler præsenteret mere tillokkende end tidligere, ligesom der bliver præsenteret nyheder indenfor samme kategori i bunden af artiklerne. Da sitet samtidig er udviklet i et responsivt design, vil udgaven på mobiler og tablets fremover være mere brugervenlige.
Det er første gang siden sitets start i januar 2010, at CHECK-IN.dk får helt nyt layout. Stifter og medejer, Ole Kirchert Christensen, lægger ikke skjul på betydningen af det nye layout.
”Der er uden tvivl tale om en milepæl og et tiltrængt ansigtsløft, der skal ruste CHECK-IN.dk til fortsat at være den førende leverandør af nyheder og baggrund til branchefolk, forretningsrejsende og hyppige fritidsrejsende i Danmark og og resten af Skandinavien,” understreger Ole Kirchert Christensen.
Til gavn for annoncørerne
Det nye layout bliver dog ikke kun kræs for læserne. Også annoncørerne får gavn af det nye udseende. For det første er der ingen tvivl om at trafikken på sitet vil stige, når artiklerne præsenteres mere indbydende. Det øger lysten til at klikke videre fra en artikel til en anden.
For det andet giver det nye design nogle nye annoncepladser, så det bliver lettere at få sit budskab ud til CHECK-IN.dk’s i dag mere end 200.000 månedlige besøgende. Og endelig så bliver jobannoncerne fremover præsenteret mere indbydende med logoer fra annoncørerne.
”Vi er overbeviste om, at det nye layout vil blive taget godt imod af vores mange trofaste læsere og annoncører, og at de alle vil få glæde og gavn af de mange nye funktionaliteter,” siger Andreas Krog, ansvarshavende redaktør og medejer af CHECK-IN.dk.
Det nye layout er udviklet i samarbejde med JHV Media Consult, som drives af Joakim J. Hvistendahl, der også er skribent på og medindehaver af CHECK-IN.dk.
Relaterede artikler:
Fem års jubilæum hos rejsemedie