Styrket luftfartsmedie

CHECK-IN.dk bliver fra mandag den 6. marts et betalingsmedie, hvor dele af indholdet kun vil være tilgængeligt for abonnenter. Samtidig kommer der nyt indhold på sitet.

CHECK-IN.dk har været en del af mediebilledet i mere end syv år med daglige branchenyheder om rejser og luftfart til tusindvis af læsere i Danmark og resten af Skandinavien. På hverdage klikker flere end 10.000 brugere ind på vores website for at læse de seneste nyheder eller gå på jagt i vores arkiv med flere end 11.000 artikler.

Vi ønsker i fremtiden at levere en endnu bedre dækning af dansk og skandinavisk luftfart. For at kunne nå denne målsætning indfører CHECK-IN.dk nu et betalt abonnement. Det betyder, at vi fra mandag den 6. marts indfører betaling for dele af vort indhold. Vi øger samtidig mængden af artikler til flere end 1.800 nyhedsartikler årligt, og omkring halvdelen af disse vil fremover kun være tilgængelige for vores abonnenter.

Nyt og forbedret indhold
Til gengæld udvider vi indholdet til vores læsere. Vi lancerer de såkaldte PLUS-artikler, hvor vi går dybere ned i emner og begivenheder i luftfartsbranchen. Der kan være tale om aktuelle emner, men vi vil også gå tilbage i historien og kaste lys på nogle af de begivenheder, der har præget branchen på godt og ondt gennem tiden. PLUS-artiklerne udgives eksklusivt  for vore abonnenter.

Herudover har vi netop præsenteret de første anmeldelser af flyvninger, og det er et område, som vi kommer til at opprioritere i fremtiden. Tidligere har vi anmeldt en række lounges over hele verden, men nu kan vores læsere også få aktuelle beretninger fra flyvninger, hvor vores forskellige anmeldere har bedømt og givet karakter for den samlede oplevelse af flyrejsen.

Endelig vil vi fremover – som endnu et nyt tiltag – udsende et nyhedsbrev hver lørdag kl. 12:00, hvor vi i et resumé samler op på ugens begivenheder i den skandinaviske og internationale luftfartsbranche. Så kan du være sikker på at få det hele med, hvis du af en eller anden grund ikke har fulgt med i nyhedsstrømmen i løbet af ugen.

Alle kan være med
Vi har brugt meget tid på at analysere os frem til den rigtige pris for abonnementet, når man samtidig tager i betragtning, hvordan vores læsere og brugere er sammensat. Derfor håber vi også, at så mange som muligt i rejse- og luftfartsbranchen vil bakke op omkring vores initiativ, der på sigt giver en væsentlig bedre dækning af branchenyheder for alle rejse- og luftfartsinteresserede.

“Med en pris på 999 kroner plus moms for et årsabonnement, har vi sørget for, at alle  kan være med. Vi har lagt prisen så lavt, så vores mange trofaste læsere kun skal betale omkring en krone per låst artikel,” siger Ole Kirchert Christensen, der er administrerende redaktør for CHECK-IN.dk.

De låste artikler er håndskrevet af vores egne journalister og er tilvejebragt gennem brug af vores omfattende kildenetværk samt grundig research. Samtidig vil vi fortsat bestræbe os på at være først med det sidste fra rejse- og luftfartsbranchen.

FAKTA
Et årsabonnement på CHECK-IN.dk koster 999 kroner (1.249 kroner inkl. moms) og giver adgang til omkring 800 låste nyhedsartikler samt op imod 200 PLUS-artikler eksklusivt for abonnenterne.

Læs mere på vores abonnementside.