Trafikstyrelsens vicedirektør med ansvar for luftfartsområdet får topjob hos de europæiske luftfartssikkerhedsmyndigheder.
Efter knap 10 år i Trafikstyrelsen forlader vicedirektør Jesper Rasmussen nu styrelsen i slutningen af marts næste år.
Den 1. april starter han nemlig som såkaldt ”Flight standards director” i det europæiske luftfartssikkerhedsmyndighed EASA (European Aviation Safety Agency), der har hovedkontor i Køln i Tyskland.
EASA står for at koordinere europæisk luftfartslovgivning samt holde tilsyn med fly og flyselskaber på tværs af EU-landene. Myndigheden er organiseret i fire fagområder. Det ene af de fagområder er ”flight standards”, som altså nu får en dansker i spidsen.
Jesper Rasmussen afløser spanieren Ricardo Génova Galván, der går på pension efter omkring tre år i EASA og før det en lang karriere som pilot i Iberia.
Luftfarten under sig
I Trafikstyrelsen – som under den nuværende regering hedder Trafik-, bygge- og boligstyrelsen – havde Jesper Rasmussen blandt andet direktionsansvaret for styrelsens center for luftfart. Det er derfor ofte Jesper Rasmussen, der har udtalt sig på vegne af Trafikstyrelsen i luftfartssager, ligesom han gennem årene har haft kontakt til en stor del af den danske luftfartsbranche.
Jesper Rasmussen startede i Trafikstyrelsen i november 2007 i en stilling som sikkerhedsdirektør for jernbane og færger. Siden hen avancerede han til at blive vicedirektør med centrene for luftfart og jernbane under sig.
Jesper Rasmussen er cand. scient. soc. i geografi og internationale udviklingsstudier fra RUC. Herfra har han også en ph.d. i samfundsvidenskab. Han er 57 år og kom til Trafikstyrelsen fra en stilling som vicedirektør i Erhvervs- og Byggestyrelsen.
Relaterede artikler:
EASA vil revurdere to persons-anbefaling
Ingen undersøgelse af drone-hændelse