Check-in automater i Københavns Lufthavn. (Arkivfoto: Ernst Tobisch)

Dansk Luftfart foreslår klimabidrag på flybilletter

Brancheforeningen Dansk Luftfart foreslår, at der skal være et klimabidrag på op til 30 kroner per flybillet, hvilket skal være med til at finansiere grøn omstilling af luftfarten.

Mens regeringen stadig overvejer, hvordan man skal komme i mål med den ambitiøse klimastrategi om at reducere CO2-udledningen med 70 procent inden 2030, så har luftfartsbranchen i Danmark selv taget et initiativ til en løsning for sektoren.

Gennem Brancheforeningen Dansk Luftfart (BDL) er det blevet fremsendt et forslag til regeringen om, at luftfartsbranchen ønsker et klimabidrag på mellem 20 og 30 kroner per billet, hvilket årligt vil tilføre mellem 250 og 300 millioner kroner til en klimafond, der skal bidrage til forskning og udvikling af grøn luftfart.

Klimafondens midler skal blandt andet bruges til at få sat gang i produktion af biobrændstof i større skala.

“I branchen har vi opstillet mål for at gøre noget virkningsfuldt i forhold til klimaet og reducere CO2-udledningen. Nu sætter vi handling bag ordene med forslaget om oprettelsen af en klimafond. Fra Københavns Lufthavns side har det været naturligt for os at gå aktivt ind i en fælles indsats for at samle branchen om dette initiativ,” siger administrerende direktør Thomas Woldbye fra Københavns Lufthavn.

Kun branchen kan løse udfordringen
Dermed har luftfartsbranchen selv taget den grønne førertrøje på og foreslået et bidrag, inden en egentlig klimaafgift er blevet foreslået af regerien. Det er nemlig kun regeringen, der kan opkræve afgifter, og alternativet til et frivilligt klimabidrag kan være en klimaafgift på et helt andet niveau.

Der er endnu ikke fastsat de nærmere rammer for, hvordan en eventuel klimafond skal udformes, men der er lagt op til, at det bliver i et ny klimapartnerskab med regeringen.

“Luftfartens Klimafond bliver en motor for grøn omstilling af dansk luftfart. Med fonden tager branchen selv ansvaret og initiativet, og det er kun branchen selv, der i sidste ende kan lave den forandring, som hensynet til klimaet kræver,” understreger Thomas Woldbye.

SAS er også en af de store aktører i BDL, og selskabet finder det ikke unaturligt i denne sammenhæng at foreslå dyrere flybilletter.

“Det er usædvanligt, at et flyselskab selv lægger op til prisforhøjelser. Men som Skandinaviens og Danmarks ledende flyselskab er det helt naturligt for os at være forrest i kampen for mere bæredygtige flyrejser.” siger Simon Pauck Hansen, koncerndirektør i SAS, til Finans.dk.

 

Relaterede artikler:

IATA: Klimaudfordring største trussel mod luftfarten

SAS: Kunderne skal betale for grøn omstilling

CO2-afgift: Luftfarten skeptisk overfor Klimarådet

Luftfarten: Klimaafgift på flyrejser løser intet