Fra venstre: Koncernchef Abraham Foss og teknologidirektør Lars Vågsdal fra Avinor sammen med koncernchef og medstifter af Netcompany André Rogaczewski samt Geir Arne Olsen, der er direktør for IT-virksomheden i Norge. (Foto: Helene Wattanapradit Jensen | Avinor | PR)

Dansk selskab skal digitalisere norske lufthavne

I de kommende år skal den danske IT-virksomhed Netcompany bidrage til, at Avinors operationer i højere grad gør brug af de muligheder, som følger med øget digitalisering og nye teknologier.

Et udbud i Norge er faldet ud til dansk fordel, da Avinor, der varetager driften af 43 norske lufthavne, har udpeget IT-virksomheden Netcompany som ny strategisk partner i et samarbejde, der skal resultere i en højere grad af digitalisering af landets luftfart.

Det oplyses, at aftalen har en værdi på op til 1,2 milliarder norske kroner, hvilket svarer til 794 millioner danske kroner. Den kan løbe i højest syv år. I første omgang gælder kontrakten for tre år, hvorefter der er mulighed for, at den kan forlænges med yderligere to år ad to omgange.

Det danske IT-selskab er ikke ubekendt med luftfart, da Netcompany blandt andet har udviklet en platform kaldet Airhart i samarbejde med Københavns Lufthavn i regi af det fælles selskab Smarter Airports.

Det system tilskrives at have medvirket til at mindske antallet af manuelle processer i CPH med 50 procent, ligesom det skal have forbedret effektiviteten i passagerflowet i hovedstadslufthavnen med 20 procent, fortæller Avinor.

Vil benytte data og kunstig intelligens
Det er meningen, at Netcompany skal bidrage til, at Avinors strategi for området føres ud i livet.

Den handler om, at man vil benytte digitale muligheder til at sikre en sikker og effektiv drift, øge den skabte værdi og de kommercielle indtægter, udvikle bæredygtige og klimavenlige løsninger i samarbejde med andre aktører samt afdække nye forretningsmuligheder.

Ifølge Netcompany betyder det, at virksomheden vil komme i berøring med alle aspekter Avinors operationer med henblik på at afdække, hvorledes digitale løsninger kan bringes i spil. Det vil dreje sig om alt fra check-in og bagagehåndtering til styringen af fly på såvel banerne som i luften.

Det overordnede mål er, at samarbejdspartnerne ønsker at skabe et af de mest intelligente og digitaliserede lufthavnsnetværk i verden. Det vil de blandt andet opnå ved at gøre brug af nye teknologier såsom real-time data og kunstig intelligens, lyder det.

Har afgørende betydning
Lars Vågsdal, der er teknologidirektør hos Avinor, slår fast, at Netcompanys tidligere erfaring fra luftfartsbranchen har været medvirkende til, at den danske virksomhed vandt udbuddet på området, der spiller en bærende rolle for forretningen fremadrettet.

”For os har det været meget vigtigt at få en partner, der har bred kompetence inden for luftfart, og Netcompany har gennem hele forløbet udvist både ekspertise samt vilje til at bidrage til vores udvikling. Hvis vi skal realisere vores forretningsstrategi, er vores evne til at udvikle og udnytte data og digital infrastruktur afgørende.”

Hos Netcompany glæder direktør for selskabets norske afdeling, Geir Arne Olsen, sig over, at aftalen med Avinor er faldet på plads.

”Valget af os er en anerkendelse af vores kompetence og kapacitet til at levere innovative løsninger i stor skala. Vi ser frem til at arbejde tæt sammen med Avinor for at realisere selskabets vision og bidrage til en transformation, der vil sætte nye standarder i luftfartsbranchen.”


Relaterede artikler:

37 af 44 Avinor-lufthavne havde driftstab i 2022

Avinor presset af faldende indtægter

IT-partnerskab skal skabe nye indtægter i CPH