DAT ATR42-300 ved start fra Stord Lufthavn i Norge. (Foto: Stord Lufthavn)

DAT øger på indenrigsrute

Danish Air Transport skruer atter op for frekvenserne på indenrigsruten mellem Stord og Oslo, der betjenes med ATR42-fly.

Danish Air Transport (DAT) har tidligere haft betydelige aktiviteter i Norge, men det danske flyselskab er blevet fortrængt af Widerøe, der har vundet flere statslige udbud om kontraktflyvninger, som DAT tidligere har besiddet.

I dag betjener DAT indenrigsruten mellem Stord og Oslo, ligesom selskabet flyver fra Stavanger til henholdvis Esbjerg og Billund. Det er således ruter med olieselskaberne som passagergrundlag, at DAT holder fast i.

Ruten mellem Stord og Oslo har DAT brandet som Stordflyet, i lighed med Bornholmerflyet mellem København og Bornholm. Denne norske indenrigsrute har DAT betjent med 11 ugentlige rotationer, men fra den 21. april i år blev der øget til 12 rotationer, og det stopper ikke her. Fra den 24. august vil DAT flyve en ekstra rotation om torsdagen, så der bliver i alt 13 ugentlige returflyvninger.

“Som følge af den positive trafikudvikling har Stordflyet fra og med uge 34 indsat en ekstra rotation på torsdage. Lufthavnsledelsen arbejder nu med at sikre ekstra rotationer på fredage og søndag på grund af den store efterspørgsel,” skriver lufthavnen på sin hjemmeside.

Offshoresektor sikrer vækst
I første halvår af 2017 har 13.697 passagerer benytte sig af de lokale flytilbud fra Stord til hovedstaden. Sammenlignet med 2016 er der en stigning på 976 rejsende, hvilket svarer til 7,7 procent.

Lufthavnen i Stord får af og til besøg af ubudne gæster. (Foto: Jan Morten Myklebust)

Ruten betjenes i øjeblikket fast af et 46-sæders ATR42-300 fly fra DAT med registreringen OY-CIU. Dette fly har tidligere været beskæftiget hos Cimber Air i Danmark.

Stord er en kommune i Hordaland i det sydvestlige Norge nord for Haugesund. Det er også navnet på øen Stord, der sammen med øerne Huglo og Føvno samt en del mindre øer og holme udgør den lille kommune.

Offshore-sektoren har flere tusinde ansatte i området i selskaberne Kværner Stord, Kværner Solutions samt Apply Lerair. Kværner Stord sikrede sig i foråret en kontrakt med Statoil, der vil sikre beskæftigelse for omkring 3.000 årsværk mange år frem i tiden.

 

Relaterede artikler:

DAT forsøger igen i Norge

Norsk indenrigsrute trækker i DAT