ATR-fly fra DAT i Stord Lufthavn. (Foto: Stord Lufthamn | Facebook.com | PR)

DAT rapporterer om vækst på alle norske ruter

Sidste år benyttede flere passagerer sig af DAT’s statsstøttede ruter i Norge, hvilket tilskrives nye vilkår. ”Det har haft en meget positiv effekt på efterspørgslen,” siger kommerciel direktør.

Selvom det forgangne år ikke var uden bump på vejen for DAT i Norge, gik det fremad med de fire PSO-ruter, som selskabet beflyver i det skandinaviske land, fortæller DAT nu.

PSO er en forkortelse for Public Service Obligations, og denne status tildeles ruter, der vurderes til at være vigtige for samfundets sammenhængskraft og den økonomiske udvikling i en given region. Det kan eksempelvis være på sparsomt befolkede eller afsondrede egne.

På den baggrund giver landets regering flyselskaberne en hjælpende hånd i form af statsstøtte eller anden kompensation mod, at selskaberne leverer trafik på visse ruter, hvor det ellers ville være svært at få økonomien til at give mening.

Har fået flere ombord
I starten af sidste år blev betingelserne for de statsstøttede ruter i Norge justeret, hvilket har betydet, at billetpriserne kunne sænkes, og det har DAT været i stand til at veksle til vækst på selskabets fire norske PSO-ruter.

Ifølge DAT steg antallet af flyvninger og passagerer på Florø-Oslo med henholdsvis otte og fem procent sidste år. De nye PSO-vilkår menes at have bidraget til en vækststigning på 35 procent blandt de rejsende, der benytter billetter med sociale rabatter.

På ruten Stord-Oslo er kapaciteten steget med 187 procent, ligesom antallet af passagerer er omkring tredoblet. Flyselskabet forventer, at udviklingen fortsætter i løbet af i år. Antallet af passagerer på Ørland-Oslo er steget med fire procent, hvilket svarer til godt 24.000 flyrejsende.

I årets fjerde måned gik DAT på vingerne på Røros-Oslo, og i resten af 2024 blev der foretaget 892 flyvninger på ruten med flere end 13.000 passagerer, oplyses det.

Nye vilkår kan aflæses på efterspørgsel
Selskabet forklarer, at man på baggrund af de første indikationer fra 2025 regner med, at der vil være stabil vækst på PSO-ruterne, og Robert Rungholm, der er kommerciel direktør for DAT, udtaler til Check-in.dk, at man er tilfreds med den måde, som det norske marked artede sig på sidste år.

Vi er superglade for den positive udvikling. Vi er blevet taget rigtigt i mod i især Røros hvor vi jo tidligere har opereret, og i Stord kan vi virkelig se effekten af den øgede frekvens og lavere billetpriser.”

”Fra den 1. april sidste år, da de nye kontrakter trådte i kraft, blev billetpriserne markant reduceret og det har haft en meget positiv effekt på efterspørgslen.”

Rungholm fortæller, at DAT sagtens kunne overveje at byde på driften af andre PSO-ruter i fremtiden.

”Absolut. Der er faktisk en del PSO-ruter i Europa og når vi i Danmark ikke har én eneste – ikke i luften i hvert fald –, så er det mere undtagelsen end reglen.”


Relaterede artikler:

DAT slipper for flere dagbøder i Norge

DAT vinder kontrakt på tre norske ruter

DAT vinder endnu en udbudsrunde i Norge