Singapore Airlines vil sammen med indiske Tata Group skabe et nyt indisk flyselskab. En førende luftfartsanalytiker i Hong Kong vurderer, at Delhi dermed kan blive et ny longhaul hub for Singapore Airlines.
Det indidske industrikonglomerat Tata Group har gennem mange år haft tætte forbindelse til Singapore Airlines. Sammen forsøgte de to selskaber via et konsortium for lidt mere end 10 år siden at købe Air India, da den indiske stat lagde op til en privatiseringsproces. Men forsøget mislykkedes, og Singapore Airlines trak sig ud af samarbejdet.
Nu har de to parter besluttet at etablere sit eget flyselskab i Indien. Det sker efter, at den indiske lovgivning blev ændret, således at det er blevet muligt for udenlandske flyselskaber at eje op til 49 procent af aktierne i indiske flyselskaber.
Det er netop, hvad Singapore Airlines vil, idet man indskyder 49 procent af aktiekapitalen i et nyt flyselskab, mens Tata Sons bidrager med 51 procent. Selskabet har endnu ikke fået noget navn, idet man afventer myndighedernes godkendelse af det nye joint-venture.
Ifølge det indiske medie Business Standard skal Delhi-Indira Ghandi International Airport gøres til et ny longhaul hub for Singapore Airlines i det nye samarbejde med Tata Sons.
“Singapore Airlines har ekspertisen til at skabe premium-produkter, og dette samarbejde sætter det nye selskab i stand til at få del i Indiens vækst på det internationale rejsemarked,“ siger den Hong Kong-baserede luftfartsanalytiker Daniel Tsang til Business Standard.
Analytikeren peger på sandsynligheden af, at det vil være langdistanceruter, som Singapore Airlines ønsker at fokusere på.
“Der er en meget stor efterspørgsel, og der er i dag blot to indiske flyselskaber, Air India og Jet Airways, til at dække den. Jeg tror ikke, at Singapore Airlines vil gå ind i et blodbad med AirAsia på indenrigsmarkedet og på de regionale ruter, når der ligger penge og venter på langdistancemarkedet. Men det hele afhænger af, hvor hurtigt den indiske regering kan tilpasse sine regler.“
Den indiske regering fastholder indtil videre regler, der forhindrer flyselskaber i at operere internationalt, med mindre man har drevet luftfart i mindst fem år i Indien og råder over minimum 20 fly.
Etablerede Air India
Industrikonglomeratet Tata Group daterer sig tilbage til 1932, og netop i dette år etablerede selskabet Tata Air Mail, der startede op med postflyvning fra Mumbai til Colombo. I 1938 blev selskabet omdøbt til Tata Airlines, og efter anden verdenskrig blev selskabet rekonstrueret og børsnoteret i 1946 under navnet Air India.
I 1948, efter at Indien havde fået sin uafhængighed, købte staten 49 procent af aktierne i flyselskabet med option på yderligere to procent, der kunne sikre majoriteten. Den ret udnyttede staten i 1953, hvorefter Air India sidenhen har været under den indiske stats ejerskab.
Tata-gruppen har blandt et flyselskab kaldet TajAir, der udlejer eksklusive corporate jets. Herudover er industrikonglomeratet involveret i hoteldrift gennem selskaberne The Indian Hotels Company, Ginger Hotels og Taj Hotels.
SAS har også et samarbejde med Tata Group. Det sker gennem selskabet Tata Consultancy Services, der leverer IT-ydelser til det skandinaviske luftfartsselskab.