Der bliver plads til 32 Delta One-suiter på Delta Air Lines' nye Airbus A350-900 fly.

Delta lancerer lukket business-suite

Som det første flyselskab i verden forvandler Delta Air Lines sine business class-sæder til små lukkede suiter.

Som det første flyselskab i verden udstyrer amerikanske Delta Air Lines sine nye business class-sæder med skydedøre ud til midtergangen. En feature, som man i dag kun ser på første klasse hos enkelte selskaber.

Dørene får Delta Air Lines til at definere sin nye business class-sæder som Delta One Suite.

Suiterne og skydedørene giver hver rejsende et privat rum, hvor der lagt stor omtanke i at designe aflægningsplads samt tilbyde et nyt avanceret in-flight underholdningssystem og designmæssige finesser, der tilsammen giver en komfortabel oplevelse af at være i hjemlige omgivelser.

Dør i fuld højde
Ud over de ”flat-bed sæder” med direkte adgang til midtergangen, som flyselskabet introducerede for otte år siden, så har suiterne en dør i fuld højde samt skillevægge, der kan trækkes op mellem suiterne i midten af flyet. Desuden er suiterne udstyret med 18-tommer højopløselige skærme, hvilket er den største skærm blandt de amerikanske flyselskaber.

“Delta lytter konstant til kunderne og reagerer med produkter, der giver kunderne hvad de ønsker. Efter i 2008 at have sat nye standarder med indførelsen af ”flat-bed sæder” med direkte adgang til midtergangen, hæver Delta igen business class-oplevelse på internationale ruter,”siger Tim Mapes, marketingdirektør i Delta Air Lines.

32 suiter
Det amerikanske flyselskabs business class-rejsende vil første gang stifte bekendtskab med Delta One Suite, når Delta Air Lines i efteråret 2017 får den første af sine 25 nye Airbus A350-900 fly. Delta bliver det første USA-flyselskab til at tage A350 i brug primært på ruter mellem USA og Asien.

Flyene vil være udstyret med 32 suiter. Efter debutten på Airbus A350 vil Delta One-suiterne gradvist blive rullet ud på Delta Air Lines’ Boeing 777-flåde.

Delta Air Lines har de senere år foretaget betydelige investeringer i flyindretning og kundernes oplevelser med ordrer på hundredvis af nye fly og en modernisering af kabiner. Den omfatter nye sæder, underholdningssystemer, ekstrastore bagagehylder, nye toiletter og Wi -fi forbindelse på næsten alle selskabets mere end 800 fly.

 

 

Relaterede artikler:

Delta One afløser BusinessElite

Nye kabiner i 225 fly

Wifi ombord på Deltas langdistance-fly

Delta installerer internet på 223 regionale fly

Delta indfører Economy Comfort på 800 fly