Delta One afløser BusinessElite

Delta Air Lines, der flyver til København om sommeren, opgraderer og omdøber sin business class.

Delta Air Lines ændrer navnene på sine klasser og giver blandt andet sit oversøiske business class-produkt en overhaling. Til marts næste år vil den nuværende BusinessElite-klasse skifte navn til Delta One. Serviceklassen tilbydes på langt de fleste af Delta Air Lines’ oversøiske flyvninger inklusiv på sommerruten fra New York’s JFK-lufthavn til København, samt på selskabets flyvninger fra JFK til Los Angeles og San Francisco på USA’s vestkyst.

Alle sæder på Delta One vil kunne lægges helt ned. Og på ”widebody” fly med to midtergange får alle sæder adgang til midtergangen. Når selskabet fra juni til slutningen af august flyver på København har man sidste år anvendt Boeing 757 ”narrowbody” fly med kun en midtergang. Og her vil der sandsynligvis heller ikke i fremtiden være adgang til midtergangen.

Passagererne kommer til at kunne tage et blund, en lur eller sove tungt i nyt Westin-sengetøj og stå op og komme til hægterne igen med hjælp fra produkterne i et helt nyt ”amenity kit”. Det vil blandt andet indeholde hudplejeprodukter fra Malin+Goetz. Passagererne vil også få udleveret støjreducerende høretelefoner og have mulighed for at benytte flyets trådløse internetforbindelse.

Forbedret kundeoplevelse
Delta Air Lines’ normale economy-produkt hedder fortsat Main Cabin, mens selskabets Premium Economy-produkt hedder Delta Comfort+. Det tilbydes på de fleste langdistanceflyvninger inklusiv på ruten til København.

Delta har de senere år investeret milliarder af dollars i at forbedre kundeoplevelsen ombord på sine fly, herunder opdatering af interiører med mere bagageplads og adgang til strømudtag i 225 ”narrowbody” fly frem til 2016. Med indførelsen af Delta Studio vil selskabet tilbyde mere underholdning end noget andet amerikansk luftfartsselskab, samt adgang til mere in- fly Wi-Fi end noget andet luftfartsselskab.

Derudover har Delta Air Lines investeret i nye lufthavnsfaciliteter og mere end 45 Delta Sky Clubs, strømopladningsstationer i dusinvis af lufthavne og fortsatte opdateringer til Fly Delta app’en herunder funktioner som integreret bagage tracking og mobil check-in.