Familien bag Copenhagen AirTaxi foran selskabets kontorbygning i Roskilde Lufthavn. Foto: Copenhagen AirTaxi

”Det har været en kæmpe rejse”

Copenhagen AirTaxi kunne mandag 14. juni fejre 60-års jubilæum. Det familieejede flyselskab med base i Roskilde Lufthavn begyndte med et lille fly i 1961 og opererer i dag Boeing 737 for Airseven.

Mandag var forpladsen i Roskilde Lufthavn fyldt op med små og store fly, og der var smil og positive vibrationer blandt de over 200 mennesker.

Copenhagen AirTaxi (CAT) afholdt nemlig reception i anledning af flyselskabets 60-års jubilæum. Der var opstillet en pavillon foran lufthavnsterminalen, og medarbejdere, venner, forretningsforbindelser samt tidligere pilotelever og ansatte kiggede forbi til en skål og snak om årene, der er gået.

”Dagen blev fejret ved en reception, og det var smadder hyggeligt. Vi havde en masse fly fremme, og RVators kom og lavede et lille show. Det var sødt af dem,” siger Jimmy Arly Larsen, flyvechef i Copenhagen AirTaxi, til CHECK-IN.dk.

På forpladsen kunne de fremmødte tage et nærmere kig på flytyper som Boeing 737-400, CRJ-200, Pilatus PC-12, BN2 Islander samt mindre skolefly som Tampico TB9, TB10 og TB20. Alle sammen flytyper, som Copenhagen AirTaxi opererer.

Tredje generation med omkring år 2000
Copenhagen AirTaxi blev stiftet 14. juni 1961 af Arly Larsen, der er Jimmy Arly Larsens farfar. Det begyndte med ét enkelt lille fly, og siden er virksomheden vokset til en ganske anseelig størrelse.

”Det har været en kæmpe rejse, fra min farfar købte den første flyvemaskine i 1961, til at den begyndte at blive udlejet, nogle blev omskolet på den, og der blev indledt pilotuddannelse,” siger Jimmy Arly Larsen.

Copenhagen AirTaxi afholdt 14. juni 2021 reception i Roskilde Lufthavn i anledning af selskabets 60-års jubilæum. Foto: Copenhagen AirTaxi

”Fra 1969, hvor min far (Kenneth Arly Larsen, red,) overtog, begyndte vi at udvikle endnu mere på det med ruteflyvning til Anholt og Læsø samt andre øer. Pilotuddannelsen tog virkelig fart, og der blev skabt et grundlag til den kvalitet, vi kan tilbyde i dag. De senere år er vi også begyndt på helikopter, og vi er begyndt med lidt større fly.”

Jimmy Arly Larsen har selv været en del af Copenhagen AirTaxi siden tiden omkring årtusindeskiftet, hvor han blev færdiguddannet pilot. Kort efter kom også lillesøsteren, Jeanni Kimmer Nilsson, med i familievirksomheden som tredje generation.

Store jetfly er indlemmet i familien
Gennem seks årtier har Copenhagen AirTaxi tilbudt pilotuddannelse til både fly og helikopter, ligesom der blandt andet også tilbydes flyservice, flyudlejning og ruteflyvning til Anholt og Læsø.

I de senere år har flyselskabet dog rettet stigende fokus mod større jetfly. I januar 2020 indgik Copenhagen AirTaxi partnerskab med Global Reach Aviation om at operere to CRJ-200-fly på selskabets AOC (driftstilladelse, red.). Og senere på året indledte Copenhagen AirTaxi samarbejde med det nye charterflyselskab Airserven. Copenhagen AirTaxi er medaktionær i Airseven og står blandt andet for den daglige drift af de to Boeing 737-400, som ligeledes opereres på Roskilde-selskabets AOC.

”Vi så en mulighed i større fly, da vi havde hele organisationen og kunne håndtere det. Og på den måde kunne vi lave nogle stordriftsfordele sammen, men stadig have forskellige brands at sælge det på. Alle sammen er en del af familien i AirTaxi,” fortæller Jimmy Arly Larsen.

”Vi havde den første ad hoc-tur med et af Airseven-flyene sidste mandag, og i går havde vi den første charterflyvning for Primo Tours. Det var en fantastisk dag i går og dejligt at komme i gang.”

Foruden Global Reach Aviation og Airseven er også AirZafari Greenland en del af familien i Copenhagen AirTaxi. Det grønlandske selskab indledte flyvninger for 10 år siden, og konceptet er baseret på rundflyvninger med tre tomotorede fly af typen Partenavia P68.

Et udstrakt billede af forpladsen med fly og pavillon i forbindelse med fejringen af Copenhagen AirTaxis 60-års jubilæum. Foto: Copenhagen AirTaxi

98-årige farfar deltog i fejringen
Copenhagen AirTaxi, der er det ældste privatejede flyselskab i Danmark, har således gennemgået en stor forvandling gennem de sidste 60 år. Men selskabet har efterhånden et passende antal aktiviteter, lyder det.

”Vi skal fortsætte ad den vej, vi er på nu. Det ser vi som en farbar vej frem, og der er også en slags niche over noget af det. Om lidt kommer der desuden en CRJ-900. Vi konsoliderer os på de områder, som vi beskæftiger os med lige nu,” forklarer Jimmy Arly Larsen.

Mandag var det imidlertid tid til at stoppe op og reflektere over de første 60 år i luftfartsselskabets historie. Og mens solen strålede ned over forpladsen i Roskilde Lufthavn, tog de tre generationer i Copenhagen AirTaxi imod venner og bekendte af huset.

”Min farfar er 98 år og var også med til fejringen i går. Det er rigtig sjovt at være en familievirksomhed gennem tre generationer, og vi er faktisk ret gode til at få det til at fungere. Tiden vil vise, om fjerde generation også skal med i selskabet,” slutter Jimmy Arly Larsen.

 

Relaterede artikler:

På ø-hop med ruteflyet fra Roskilde Lufthavn

Danmark får nyt charterflyselskab

To danske flyselskaber i nyt samarbejde