En Boeing 787-9 Dreamliner fra Vietnam Airlines. Foto: Eric Salard, CC 2.0

Dreamliner tæt på landing uden landingsstel

En Boeing 787 Dreamliner fra Vietnam Airlines lagde an til landing i Melbourne, da lufthavnens kontroltårn opdagede, at landingsstellet ikke var slået ud.

Checklister og alarmer i cockpittet er normalvis foranstaltninger, der er med til at sikre, at fly lander med landingsstellet slået ud. Men det er tilsyneladende ikke altid, at dette er tilstrækkeligt.

En Boeing 787-9 Dreamliner fra Vietnam Airlines var natten mellem onsdag og torsdag af sted på en flyvning med rutenummer VN-781 fra Ho Chi Minh City til Melbourne i Australien. Flyet, der havde registrering VN-A870, lagde an til landing på bane 34, da piloterne fik et opkald fra kontroltårnet i lufthavnen. Beskeden gik på, at landingsstellet ikke var slået ud. Det skriver Aviation Herald.

Piloterne foretog dernæst en go-around, da flyet befandt sig i cirka 500 fods højde (150 meter, red.) over jorden og cirka tre kilometer fra banetærsklen. Dreamliner-flyet foretog en ny landingsrunde og landede sikkert i anden omgang – med landingsstellet slået ud – på bane 34 cirka 17 minutter senere.

Uvis årsag til hændelse
De australske havarimyndigheder, Australian Transport Safety Bureau (ATSB), har efterfølgende rapporteret dette:

”Under indflyvningen til landing oplyste Melbourne Air Traffic Control besætningen om, at de havde observeret, at flyets landingsstel ikke var slået ud. Besætningen indledte proceduren for en misset anflyvning,” lyder det.

Episoden blev kategoriseret som en hændelse, og en kort undersøgelse blev sat i gang. Det er således fortsat uvist, hvorfor landingsstellet ikke var slået ud, da kontroltårnet kontaktede piloterne i Vietnam Airlines-flyet. Et defekt alarmsystem kan være en af årsagerne.

Voksende langdistanceflåde
SkyTeam-selskabet Vietnam Airlines råder over en flåde bestående af i alt 92 fly – herunder 11 Boeing 787-9 Dreamliner og to Boeing 787-10 Dreamliner. Selskabet har yderligere seks i ordre af sidstnævnte. Herudover har Vietnam Airlines 14 Airbus A350-900 i langdistanceflåden.

Begge langdistanceflytyper anvendes på de tre europæiske ruter til London, Paris og Frankfurt, hvortil der opereres fra både Ho Chi Minh City og Hanoi. Sidste år droppede det statsejede vietnamesiske flyselskab planer om at åbne ruter til Berlin, Amsterdam og Rom som følge af hård konkurrence fra de store mellemøstlige flyselskaber og Turkish Airlines.

 

Relaterede artikler:

Vietnam Airlines opgiver at åbne rute til Berlin

Ny international lufthavn i Vietnam

Vietnamesisk flyselskab får debut med ’dansk’ fly