Boeing 787-9 Dreamliner. (Foto: Boeing)

Dreamlinere har problemer med afskalning af maling

En række Boeing 787 Dreamlinere har problemer med maling, der skaller af fra vinge og haleror. Boeing afventer godkendelse fra FAA omkring igangsætning af reparationer.

Boeing er løbet ind i problemer med deres 787 Dreamlinere, der tilsyneladende ikke kan tåle en særlig form for stråling.

Således har den amerikanske flyproducent oplyst, at flere operatører af Dreamliner-fly har oplevet problemer med afskalning af maling på vinger og de horisontale stabilisatorer på haleroret. Årsagen til afskalningen skal være ultraviolet stråling fra solen.

Boeing har derfor anmodet de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, om lov til at igangsatte deres plan for udbedring af problemerne. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Problemet med afskalningen er de seneste udvendige problemer med moderne passagerfly. Airbus og Qatar Airways har længe været i strid over et problem med afskalning af maling på en række Airbus A350. Sagen er nu nået dertil, hvor de to parter skal mødes i retten for at få afgjort striden.

Airbus hævder, at det er et harmløst problem, der oprinder fra den måde, maling og kulstof interagerer. Qatar Airways mener derimod, at der ligger en dybere A350-defekt, der potentielt kan svække flyenes beskyttelse mod lyn.

Har lappet vinger med tape
Boeing har indtil videre brugt en form for lappeløsning for at fikse afskalningsproblemerne på 787 Dreamliner. Flyproducenten har således i flere tilfælde anvendt brug af såkaldt ”speed tape” på de berørte områder. Det har fået nogle passagerer til at lægge billeder online af Dreamliner-vinger med tape, mens der er blevet udtrykt bekymring over denne metode.

For at lave en mere permanent løsning har Boeing altså nu bedt FAA om lov til at inkorporere en belægning af ultraviolet-blokerende materiale under den hvide bemaling.

”Selvom brugen af ​​speed tape ikke har nogen effekt på flyets sikkerhed, kan offentligheden opfatte en usikker tilstand, når de ser tape på vingeoverfladerne,” fortæller Boeing til FAA i en regulatorisk ansøgning, der blev offentliggjort mandag.

I anmodningen til FAA skriver Boeing, at ”ansøgningen vil behandle et flåde-væsentligt vedligeholdelsesproblem, der skaber en offentlig opfattelse af en usikker tilstand samt skaber potentiale for betydelig nedetid for fly.”

Tidligere maling-problemer med Dreamlinere
Boeing har over for Reuters oplyst, at den har bedt FAA om at godkende den foreslåede ændring for at ”eliminere problemet med malingafskalning oplevet på nogle 787’ere. Vi forstår vigtigheden af ​​et uberørt udseende for vores produkter for både vores kunder og det flyvende publikum,” lyder det.

Det er imidlertid ikke første gang, der rapporteres om problemer med malingen på Dreamliner-fly. I foråret 2020 havde 11 flyselskaber rapporteret om maling, der skallede af overfladen på den øvre vinge. Det skriver Simple Flying.

I december 2021 kom det frem, at Air New Zealand havde problemer med afskalning af maling fra selskabets Dreamlinere. Ingen af flyene blev imidlertid taget ud af drift, da den afskallende maling ikke gik ud over luftdygtigheden, lød det fra flyselskabet.

I forhold til den seneste melding fra Boeing er det uvist, hvilke flyselskaber der har problemer med afskalning fra Dreamliner-flyene.

 

Relaterede artikler:

Malingproblemer på Dreamliner-fly

Boeing atter udfordret af Dreamliner-problemer

Airbus har annulleret sidste 19 fly til Qatar Airways