EasyJet åbner på ruten fra København til Manchester

Der er godt nyt for forretningsfolk og fodboldfans. Lavprisflyselskabet easyJet åbner i november en rute fra København til Manchester.

Fredag den 6. november åbner lavprisflyselskabet easyJet sin femte rute fra København. Destinationen hedder Manchester, som er en populær forretningsdestination, men også i særdeleshed kendt for byens to store fodboldhold. Ruten vil få i alt seks ugentlige afgange.

I forvejen flyver SAS i code-share samarbejde med British Midland mellem København og Manchester. SAS opererer to daglige afgange fra Københavntil den midtengelske industriby, mens SUN-AIR fra Jylland har to daglige afgange fra Billund til Manchester.

easyJet

EasyJet fra København til Manchester

“I disse tider, hvor vi ser mange nedskæringer og lukninger af ruter, er det selvfølgelig en ekstra stor fornøjelse endnu en gang at kunne annoncere nye ruter. Vi tror, at Manchester bliver en succesfuld rute, der vil kunne tiltrække både forretningsrejsende og turister. Især vores andel af forretningspassagerer er generelt støt stigende, og den tendens vil ikke mindst blive understøttet af den nye rute,“ siger Thomas Haagensen, der er Regional General Manager i easyJet.

EasyJet flyver i forvejen fra København til Berlin og Milano samt ruterne til henholdsvis Stansted og Gatwick-lufthavnene ved London. Til november bliver ruten til Berlin i øvrigt udvidet med én ekstra daglig afgang, således at easyJet vil operere tre gange dagligt fra København.