Boeing Renton Factory, hvor 737 produceres. (Arkivfoto: Morten Lund Tiirikainen)

Efter 53 dage: Boeing-strejke er slut

33.000 Boeing-ansatte kan genoptage arbejdet, da de har stemt for det seneste forslag til overenskomst fra den amerikanske flyproducent. Aftalen giver en lønstigning på 43 procent over fire år.

Strejken hos Boeing er ovre efter i alt 53 dage.

Således vil 33.000 ansatte hos den amerikanske flygigant nu vende tilbage til arbejdet på blandt andet fabrikkerne i Everett og Renton ved den amerikanske storby Seattle.

De mange tusinde ansatte har nemlig mandag stemt for det seneste forslag fra Boeing til en ny overenskomst. Det skriver The Seattle Times. 59 procent stemte for forslaget, hvori der er gives en lønstigning på 43 procent med renters rente over aftalens fireårige løbetid.

I over syv uger har Boeing og The International Association of Machinists and Aerospace Workers (IAM), der repræsenterede de 33.000 strejkende ansatte, forhandlet for at finde en løsning på lønkonflikten. En konflikt, der er blevet vurderet til at have kostet Boeing omkring én milliard dollar om måneden.

En sejr for medarbejderne
Jon Holden, præsident i Machinists District 751, er lettet over, at der langt om længe er landet en ny lønaftale med Boeing efter den omfattende strejke, der begyndte 13. september 2024.

”Dette er en sejr, og vi kan holde hovedet højt. Vi stod alle stærkt fast, og vi opnåede noget, som vi ikke havde opnået de sidste 22 år,” siger han.

”Nu er det vores opgave at vende tilbage til arbejdet og begynde at bygge flyene, øge produktionsraterne og bringe dette selskab tilbage til økonomisk succes.”

Foruden lønstigningen er der i den nye overenskomst også en startbonus til medarbejderne på 12.000 dollar, hvilket svarer til 82.260 kroner. I sidste uge afslog de Boeing-ansatte en startbonus på det halve.

Meget arbejde forude
Mandag aften udtrykte Kelly Ortberg, koncernchef hos Boeing, optimisme omkring, at Boeing og de ansatte fremover kunne arbejde sammen ”som ét hold”.

”Vi kommer kun fremad ved at lytte og arbejde sammen. Der er meget arbejde forude for at vende tilbage til den ekspertise, der gjorde Boeing til et ikonisk selskab,” lød det i en erklæring.

Før mandagens godkendte aftale havde Boeing-medarbejderne afvist to overenskomstforslag fra flyproducenten. Det første forslag til en lønaftale indeholdt blandt andet en lønstigning på 25 procent over fire år. 95 procent stemte nej til forslaget, og det var dette, som satte strejken i gang.

Det andet forslag indeholdt en lønstigning på 35 procent over fire år, men dette blev nedstemt af 64 procent af medlemmerne.

 

Relaterede artikler:

Krisen uddybes: Gigantunderskud og fortsat strejke

Boeing-strejke kan snart være slut

Boeing-krisen: Vil låne 70 milliarder kroner af banker