En Airbus A220-300 fra EgyptAir landede søndag i Ben Gurion Airport ved Tel Aviv. (Foto: Israel Airports Authority)

EgyptAir i Tel Aviv for første gang i 42 år

Endnu et arabisk land opretter officiel flyforbindelse med Israel. Et fly fra EgyptAir landede søndag i Ben Gurion International Airport for første gang siden 1979.

Søndag åbnede en flyrute fra Kairo til Tel Aviv, da en Airbus A220-300 fra Egyptens nationale luftfartsselskab EgyptAir kl. 11.08 landede i Ben Gurion International Airport. Mindre end en time senere lettede flyet igen og satte kursen mod Kairo. Der er planlagt fire ugentlige afgange mellem de to nabolande.

Det er første gang siden undertegnelsen af fredsaftalen i 1979, at der lander et fly fra EgyptAir i Israel, skriver mediet haaretz.com. Der har dog været flyforbindelser mellem de to lande, men tidligere er flyvningerne mellem Israel og Egypten blevet udført af Air Sinai, et datterselskab af EgyptAir som ikke bærer nationale flag eller identifikation.

Topmøde i Sharm el-Sheikh
Når et fly fra det nationale egyptiske flyselskab kan lande i Tel Aviv, hænger det sammen med et møde mellem Israels premierminister Naftali Bennett og den egyptiske præsident Abdel-Fattah al-Sissi i sidste måned.

Bennett mødtes med den egyptiske præsident i Sharm el-Sheikh for to uger siden. Det var det første officielle besøg i Egypten af ​​en siddende israelsk leder i mere end et årti. Efter sit besøg sagde Bennett ifølge timesofisrael.com, at han havde holdt “et vigtigt og meget godt møde” med den egyptiske leder, hvor de to “lagde grundlaget for dybe bånd i fremtiden.”

Normaliseringsaftaler
Efter mødet mellem de to ledere sagde en israelsk talsmand, at landets normaliseringsaftaler med flere arabiske stater, der blev underskrevet sidste år, gjorde det lettere for egypterne at være mere åbne om deres forbindelser med Israel.

Det er normaliseringsaftaler, USA har været medvirkende til at få gennemført, og som blandt andet har betydet, at flere af landene har åbnet flyforbindelser til Israel.

I april begyndte det statslige luftfartsselskab Etihad Airways at flyve fra De Forenede Arabiske Emirater til Tel Aviv, og i juli startede Israir og El Al direkte flyvninger fra Tel Aviv til Marrakesh i Marokko.

Ifølge moroccoworldnews.com vil både Royal Air Maroc, landets nationale flyselskab, og lavprisselskabet Air Arabia i denne måned åbne direkte ruter mellem Tel Aviv og henholdsvis Marrakech og Casablanca.

Den 30. september indviede Bahrains nationale luftfartsselskab Gulf Air tillige en ny rute mellem Tel Aviv og landets hovedstad Manama.

 

Relaterede artikler:

28 flyvninger om ugen mellem Emiraterne og Israel

Israelsk ferieby får ny international lufthavn

Israelske flyselskaber lukker ruter