Ejerlande: SAS-outsourcing er hypotetisk tanke

Selvom Norwegian gør det og Finnair snart kommer til at gøre det, så er en tilsvarende outsourcing af SAS-kabinepersonale og etablering af baser i Asien hypotetisk, siger regeringerne i de tre ejerlande i kor.

Norwegian gør det. Finnair gør det fra næste år. Og måske kommer SAS også til at gøre det en dag. Outsourcer bemandingen af kabinerne på flere langdistancefly til et eksternt firma, som kabinepersonalet bliver ansat i. Samtidig bliver kabinepersonalet placeret på baser i Asien og arbejder herfra på fly på de ruter mellem Europa og Asien, som for Finnair og SAS’ vedkommende i dag serviceres med kabinepersonale ansat i selve flyselskaberne og baseret i Norden.

Norwegians langdistanceoperation var fra starten bygget op omkring, at kabinepersonalet er indlejet fra et bemandingsselskab og har base i Bangkok. Hos Finnair vil 180 kabineansatte miste deres job, når selskabet næste år opretter baser i Singapore og Hong Kong og lader et norsk bemandingsselskab stå for at skaffe besætninger, som så lejes ud til Finnair.

Aktuel i nær fremtid
De tre skandinaviske regeringer sidder tilsammen med aktiemajoriteten i SAS. De har derfor det sidste ord at skulle have sagt, når selskabet træffer større strategiske betydninger.

Men hverken i Danmark, Norge eller Sverige er regeringerne meget for at forholde sig til problemstillingen, som sagtens kunne blive aktuel i en nær fremtid, hvis SAS skal kunne klare sig i konkurrencen.

”Finansministeriet er ikke bekendt med, at SAS overvejer at kopiere Finnairs outsourcing-model og ønsker generelt ikke at svare på hypotetiske spørgsmål angående SAS eller andre af de selskaber, hvori staten har ejerandele,” siger finansminister Bjarne Corydon til CHECK-IN.dk.

Samme set-up
Når Norwegians langdistancefly letter fra den norske hovedstadslufthavn, Oslo Gardermoen, og sætter kursen mod USA eller Asien, så er det ofte med kabinepersonale ombord, som ikke har base i Oslo, men i stedet arbejder ud af Bangkok, New York eller Fort Lauderdale.

At SAS skulle vælge det samme set-up er dog en hypotetisk diskussion, hvis man spørger i det norske Nærings- og Fiskeridepartement, som forvalter den norske stats ejerandel i SAS. Og derfor ønsker man ikke at forholde sig til problemstillingen, lyder det i et svar fra departementets presseafdeling til CHECK-IN.dk.

Hos Finansdepartementet, som forvalter den svenske stats ejerskab af SAS, er svaret næsten enslydende med svarene fra Danmark og Norge.

“Det er et hypotetisk spørgsmål, som ikke er aktuelt. Så derfor besvarer vi det ikke,“ skriver Finansdepartementets presseafdeling i en mail til CHECK-IN.dk.

På det norske bemandingsfirma OSM Aviations hjemmeside kan man allerede nu finde et jobopslag, hvor selskabet søger efter kabinepersonalet til de to Finnair-baser, som skal etableres i Hong Kong og Singapore i starten af 2015.