Forsvaret har tilføjet en ekstra klausul til aftalen med DSV og Small Planet Airlines om soldaterflyvninger til og fra Afghanistan. Den skal sikre piloterne ordentlige løn- og ansættelsesvilkår.
En kilde med kendskab til løn- og arbejdsvilkårene i det litauiske luftfartsselskab Small Planet Airlines beskrev i januar over for CHECK-IN.dk, hvordan styrmænd i selskabet får ned til 11 kroner i timen. Fra 1. april overtog selskabet opgaven med hver onsdag at flyve danske soldater fra Roskilde og Karup via Trabzon i Tyrkiet til Camp Bastion i Afghanistan. De lave lønninger skabte en del politisk røre, og betød, at de første flyvninger i sidste uge blev aflyst i sidste øjeblik.
I dag gennemføres flyvningerne for første gang. For at sikre, at piloterne i hvert fald ikke underbetales på flyvningerne med de danske soldater, så har Forsvarskommandoen skyndt sig at indgå en tillægsaftale til den eksisterende kontrakt med transportselskabet DSV og Small Planet Airlines.
”Klausulen har virkning for alle de aftalte flyvninger med Small Planet Airlines og tilsikrer medarbejderne, der er beskæftiget med flyvninger for forsvaret, løn- og ansættelsesvilkår der ikke er ringere end for tilsvarende opgaver i Litauen,” skriver Forsvarskommandoen på sin hjemmeside.
Small Planet Airlines har oplyst til DSV, at gennemsnitslønningerne for cirka 50 flyvetimer per måned for en kaptajn og en co-pilot er henholdsvis 5800 euro og 3300 euro.
Mindst 1.000 flyvetimer
Forsvaret har desuden sikret sig, at fartøjschefer, der flyver for forsvaret, har mindst 1000 flyvetimer på flytypen og tilsvarende 500 timer for co-piloter. Ofte har piloterne endnu mere erfaring, understreger Forsvaret.
Endelig pointerer Forsvaret i nyheden på sin hjemmeside, at forholdene for soldaterne og de øvrige passagerer, der hver uge flyves frem og tilbage mellem Danmark og Afghanistan faktisk bliver bedre end da Danish Air Transport stod for flyvningerne med sit MD-87 fly.
”Small Planet Airlines har fly af typen Airbus 320 til rådighed. Det er et nyere fly, end forsvaret anvendte tidligere. Flyet har tillige flere sæder, hvilket giver større operativ fleksibilitet. I nogle tilfælde betyder det også en kortere rejsetid for soldaterne,” skriver Forsvaret.
Small Planet Airlines’ fly letter kl. 9.20 i dag fra Roskilde Lufthavn.