Airbus A380-800 fra Emirates i Hamborg Lufthavn. (Foto: Emirates)

Emirates ønsker afløser for A380’eren

Boeing 777-9 og Airbus A350-1000 er for små til at håndtere fremtidens vækst i luftfarten, mener Tim Clark, der er koncernchef hos Emirates. Der er brug for større fly, lyder det fra Emirates-topchefen.

I midten af 2030’erne vil Emirates nå til et punkt, hvor Airbus A380-flyene står foran udskiftning. Dubai-selskabet råder over 119 af de store fly, og omkring 80 af disse er i produktion i øjeblikket, mens resten ventes sat i produktion i foråret 2023, når sommertrafikprogrammet træder i kraft.

Det store dobbeltdækkerfly produceres ikke længere, da Emirates er den eneste kunde, der har kunnet se en fremtid i flyet, og under coronapandemien var der mange flyselskaber, der satte A380’erne på jorden og var i tvivl om, hvorvidt de overhovedet ville komme på vingerne igen.

Emirates har dog indtil videre modbevist påstanden om, at der efter pandemien ikke ville være passagergrundlag for at operere Airbus A380 på en økonomisk bæredygtig måde i fremtiden.

“Vi startede med at flyve A380 til Heathrow seks gange dagligt i oktober sidste år, og vi har ikke haft ledige sæder på nogle af dem sidenhen,” fortæller koncernchef Tim Clark til CNN.

Fra 519 til 364 sæder
I alt blev der produceret 254 Airbus A380-800 før produktionsprogrammet blev nedlagt, og sidste fly blev leveret til Emirates i december 2021. Men Emirates-topchefen har flere gange beklaget, at produktionen er stoppet, og at der ikke er en afløser med den nødvendige sædekapacitet.

A380’erne hos Emirates har hidtil været indrettet med 519 sæder, og nogle af dem har endda haft en kapacitet på 615 sæder, hvilket har været tilfældet med de fly, der blev benyttet til og fra Københavns Lufthavn. Emirates er i gang med at installere Premium Economy i nogle af A380-flyene, hvorfor der kun vil være plads til 484 fremover.

De største fly i fremtidens marked vil være Airbus A350-1000 og Boeing 777-9, der begge vil have plads til over 400 passagerer i en standard konfiguration. Emirates har bestilt Boeing 777-9, men i selskabets version, der vil blive indrettet med 364 sæder, hvilket ifølge Emirates-chefen er i underkanten.

Begrænser flykapacitet i de store lufthavne
Årsagen til, at der er behov for større fly, hænger sammen med, at Emirates vil sikre optimal udnyttelse af de restriktive og svært tilgængelige slots (start-og landingstilladelser, red.) i de store lufthavne.

Ifølge Tim Clark er det enkelt at regne ud, at der vil blive brug for større fly i fremtiden, da luftfarten vækstede med 4,5 procent før pandemien, og hvis denne kurve fortsætter efter pandemien vil det kun tage 10 til 15 år, før det globale passagertal er steget med 50 procent, hvilket udfordrer kapaciteten i mange større lufthavne.

“Hvis man tager A380’erne ud i midten af ​​2030’erne, hvordan skal man så få det til at fungere? Ser vi massive opgraderinger af lufthavne eller nye flyvepladser? I Heathrow kan de ikke engang blive enige om den tredje landingsbane. Schiphol har netop reduceret antallet af landinger og starter, som de vil tillade. Så man kan spørge sig selv, hvordan ville dette krav blive imødekommet?” lyder det fra Tim Clark.

 

Relaterede artikler:

Emirates i hård kritik af Heathrows kapacitetskrav

Heathrow-loft kan koste flyselskaber milliarder

Kapaciteten i Schiphol skal sænkes med 11 procent