Koncernchefen i Emirates vil have ”endnu en voksensamtale” med Boeing, eftersom der fortsat er uklarhed omkring leveringen af første eksemplar af den forsinkede Boeing 777X.
Emirates er tydeligt utålmodig omkring uvisheden med leveringen af Boeing 777X.
Den nye model fra den amerikanske flyproducent skulle have haft premiere i juni 2020, men certificeringen af flyet er blevet forsinket som følge af forskellige årsager.
Derfor lægger Emirates nu pres på Boeing, da det mellemøstlige flyselskab frygter, at forsinkelsen kan få konsekvenser for rutedriften. Koncernchef Tim Clark udtaler ifølge nyhedsbureauet Reuters, at han vil have ”endnu en voksensamtale” med flyproducenten omkring leveringstidspunkt for det nye langdistancefly.
Sådan lød det tirsdag i forbindelse med et IATA-topmøde i Boston, hvor topchefen slog fast, at Emirates arbejder efter præcision og derfor er utilfredse med den nuværende situation.
Skal erstatte ældre Boeing 777-fly
Boeing har tidligere udtalt, at den forventer at kunne levere den nye version af 777 fra slutningen af 2023, hvilket altså er mere end tre år senere end planlagt. Certificeringsprocessen er blevet forsinket som følge af blandt andet Boeing 737 MAX-ulykkerne og problemer med General Electric-motorerne.
Emirates er lanceringskunde på Boeing 777X, og selskabet har en ordre på 126 eksemplarer af det tomotorede langdistancefly. Flyet skal erstatte Emirates’ nuværende Boeing 777, der udgør rygraden i selskabet med i alt 134 eksemplarer i passagerudgaven.
Tim Clark understreger, at usikkerheden omkring første levering af Boeing 777X vil kunne hæmme flådeplanerne. Ifølge koncernchefen ved Emirates fortsat ikke, hvornår det første eksemplar af 777-9 lander i Dubai, og om den mindre version 777-8 overhovedet vil blive produceret.
Boeing har over for Reuters ikke ønsket at kommentere på sagen omkring de forsinkede 777X-fly.
Overvejer at konvertere til flere Dreamlinere
I april i år lød det fra Emirates, at det overvejer at konvertere nogle af de 126 bestilte 777X-fly til de mindre Boeing 787 Dreamliner. Allerede i 2019 reviderede Emirates sin ordre og annullerede 24 bestillinger på 777X for i stedet at lægge ordre på 30 Dreamlinere.
Tim Clark udtaler i forbindelse med mødet i Boston, at meget afhænger af Boeing i forhold til at konvertere yderligere 777X til 787 Dreamliner.
Boeing lancerede 777X på Dubai Air Show i 2013, hvor målet var, at det skulle i kommerciel drift i 2020. Flyet er en forlænget udgave af Boeing 777, og det har haft stor interesse fra flere flyselskaber. Således har blandt andet Qatar Airways og Etihad Airways bestilt flyet ligesom Emirates.
Der kommer i udgangspunktet to varianter af Boeing 777X: en 777-8 med plads til 384 passagerer og en 777-9 med plads til 426 passagerer. Der har desuden været overvejelser omkring produktion af en 777-10 med plads til 450 passagerer.
Relaterede artikler:
FAA vil forsinke godkendelse af Boeing 777X