Sønderborg Lufthavn er den fjerde vestdanske lufthavn, der får etableret et COVID-19-testcenter. Det sker på initiativ af Alsie Express og i samarbejde med Falck og Responce.
Lufthavnene i Aalborg, Billund og Esbjerg har alle et privat COVID-19-testcenter, der drives af SOS International, og nu er Sønderborg Lufthavn også kommet på banen med et testcenter, der drives af ambulanceselskabet Responce og Falck i fællesskab.
Det nye COVID-19-testcenter vil åbne den 16. december og tilbyder en såkaldte antigen-test, hvor det er muligt at få svar på prøven efter blot 15 minutter. Prisen vil være 299 kroner, hvilket er lidt billigere end de 375 kroner, der skal betales på testcentrene i lufthavnene i Aalborg, Billund og Esbjerg, der drives af SOS International.
Det er den tidligere SAC-bygning ved siden af lufthavnens langtidsparkering, der kommer til at huse COVID-19-testcentret, der vil have åbent på alle hverdage kl. 06.00 til 20.00 og om søndagen fra kl. 14.00 til 19.00. Passagerer og personale til fly fra Alsie Express, der har taget initiativ til etablering af testcenteret, vil have fortrinsret til denne service, men ansatte i virksomheder og privatpersoner kan også møde op til testen, der foregår uden tidsbestilling.
”For at medvirke til at genstarte passagertrafik via København er det vigtigt, at vi kan tilbyde effektive og ikke mindst let tilgængelige COVID-19-kviktest når man starter eller slutter sin rejse i Sønderborg. Det er ikke et krav fra vores side at vore indenrigspassagerer skal fremvise et negativt testresultat, men det er et tilbud til egen tryghed og muligheden for at vise omsorg for andre,” forklarer bestyrelsesformand for Alsie Express. Lone M. Koch.
Forskel på antigen- og PCR-test
Hvis resultatet af næsepodningen er negativ kan man, ifølge Alsie Express, med god samvittighed tiltræde eller afslutte sin rejse som planlagt. Dokumentation for negativ test modtages på SMS eller som kvittering, men den giver nødvendigvis ikke adgang til alle flyselskaber, lufthavne og lande med særlige indrejserestriktioner.
I nogle tilfælde kræves der nemlig en PCR-test, hvilket er den test, som man kan få lavet på de offentlige testcentre, hvor der i øjeblikket er ventetid på både tidsbestilling og svar. PCR-test tilbyder Falck også i Københavns Lufthavn til en pris af 1.275 kroner.
”Vi har indtil nu udført 35.000 test, og opretter en patientjournal på alle vi tester, uanset testens resultat. Vi indberetter smittetilfælde til Styrelsen for Patientsikkerhed,” forklarer redningsdirektør Michael Kjær Sørensen fra Responce A/S.
Hvor mange flypassagerer, der kommer til at benytte tilbuddet er vanskeligt at forudsige, men erfaringer fra eksempelvis Aalborg Lufthavn viser, at omkring en tredjedel af de testede i lufthavnens COVID-19-testcentret er afgående eller ankommende flypassagerer. I øjeblikket er der hver måned omkring 800 afgående og ligeså mange ankommende flypassagerer i Sønderborg Lufthavn.
Relaterede artikler:
Lyntest klar i Danmarks næststørste lufthavn