I starten af november træder atter en dansker ind i SAS’ koncernledelse, da flyselskabets nye digitale direktør er født under den rød-hvide fane. ”Luftfarten står ved et vendepunkt,” siger han.
Siden begyndelsen af i år har Pernille Ormholt Vang haft titel af personaledirektør i SAS, mens hun ligeledes har været en del af koncernledelsen. Nu oplyser det skandinaviske flyselskab, at der fra den 1. november vil være atter en dansker at finde i ledergruppen.
SAS har nemlig ansat Peter Cabello Holmberg som ny Chief Information Officer (CIO), hvilket på dansk kunne oversættes til digital direktør, der arbejder med virksomhedens langsigtede IT-strategi. Det er en rolle, som Cabello Holmberg har erfaring med fra sit hidtidige arbejdsliv.
Tidligere i år var han igen nomineret som årets CIO i Danmark. Han vandt godt nok ikke titlen i denne omgang, men det gjorde han i 2020.
Den nyansatte har før været beskæftiget med at drive forskellige former for digitale omstillinger, bygge virksomheders teknologiske infrastruktur op, optimering af IT-drift samt at styre de såkaldte ERP-systemer. Det er softwareløsning, der styrer en række centrale forretningsprocesser.
Vil lære af detailhandlen
Peter Cabello Holmberg kommer til SAS fra en lignende stilling i metal- og designkoncernen Fiskars Group, ligesom han har en fortid med lederroller i kendte selskaber såsom Pandora, Carlsberg, GN Store Nord, ISS samt Damco, der er en del af A.P. Møller-Mærsk.
SAS oplyser, at hans erfaring detailsektoren har været en nøglefaktor i, at valget er faldet på Cabello Holmberg, da det her er nødvendigt at have en tilgang, hvor man sætter kunden i centrum og har kommerciel sans.
At han medbringer erfaringer fra andre brancher end lige netop luftfart, stemmer desuden også godt overens med SAS’ strategi på området, som handler om at lære af den best practice, der benyttes i detailhandlen særligt i forhold til, hvordan teknologi kan benyttes til at forvandle og forbedre kundernes oplevelse, lyder det.
Kalder det et vendepunkt
Ifølge koncernchef Anko van der Werff er timingen i udnævnelsen af den nye digitale direktør rigtig, da man hos SAS i øjeblikket arbejder med at videreudvikle selskabet og tilpasse det til en branche, der forandrer sig.
”Peters store erfaring med at drive digital innovation vil sikre, at vi ikke kun opfylder, men også overgår kundernes forventninger. Med Peter i spidsen for SAS’ digitale transformation er vi velpositioneret til at navigere i fremtidens udfordringer og muligheder samt at opbygge et stærkere og mere robust flyselskab.”
Peter Cabello Holmberg hæfter sig ligeledes ved, at han træder ind i luftfartsbranchen i en i hans optik velvalgt tid.
“Jeg er begejstret for at blive en del af SAS på et spændende tidspunkt, hvor der sker mange ændringer. Luftfarten står ved et vendepunkt, hvor digital innovation både kan forbedre kundeoplevelsen samt kvaliteten af den daglige drift markant.”
Relaterede artikler:
SAS henter ny direktør hos A.P. Møller-Mærsk