Avinor indfører fjernstyret kontroltårn i Kirkenes Lufthavn. Foto: Avinor

Endnu en norsk lufthavn skal have fjernstyret tårn

Avinor har besluttet at indføre fjernstyret kontroltårn i Kirkenes Lufthavn som det 15. tårn i første fase af den norske lufthavnsoperatørs udrulning af den moderne teknologi.

Højt oppe i Norge – på grænsen til Finland og Rusland – får endnu en norsk lufthavn et fjernstyret kontroltårn.

Det drejer sig om tårnet i Kirkenes Lufthavn, der også kendes som Høybuktmoen. Det oplyser den norske lufthavnsoperatør, Avinor, der mener, at Kirkenes-lufthavnen er velegnet til den såkaldte Remote Tower-teknologi.

”Samtidig vælger Avinor denne gang en lokal løsning i stedet for at flytte udøvelsen af tjenesten til Bodø. Det skyldes, at vi gerne vil se Kirkenes i sammenhæng med en bredere proces omkring trafikstyring i flere lufthavne. Denne proces er ikke påbegyndt og er en sag, der ligger nogle år ude i fremtiden. Af den grund vælger vi i første omgang at gå videre med en lokal løsning,” siger Jan Østby, leder af Remote Towers-programmet i Avinor.

I oktober 2019 indviede Avinor en fjernbetjeningscentral – Remote Tower Centre – i Bodø Lufthavn. Avinor har i dag 11 kontroltårne i drift fra denne central, og Kirkenes bliver det 15. tårn, der indgår generelt i første fase.

Mange fordele ved fjernstyring
Teknologien med fjernstyrede kontroltårne giver mange fordele, da kamerateknologien har åbnet op for muligheder, der ikke er tilgængelige ved normal tårndrift. Således kan den nye teknologi give nattesyn, ligesom bevægelsessensorer kan registrere og advare om mennesker, køretøjer, fugle og andre potentielle farer på jorden eller i luften ved en lufthavn.

Avinor fortæller, at man har modtaget henvendelser fra lokale beboere i Kirkenes, der er bekymrede over, at der nu skal være et fjernstyret kontroltårn.

”Vores beslutning om at placere det fjernstyrede tårn ​​lokalt i Kirkenes Lufthavn har ingen sammenhæng med disse bekymringer. Vi har nu drevet fjernstyret tårndrift i næsten fire år. Erfaringerne er rigtig gode, og der er ingen grund til, at det skulle være anderledes i Kirkenes,” siger Anders Kirsebom, koncerndirektør i Avinors Regionale Lufthavnsdivision.

Han forklarer videre, at Avinor har en god dialog med Luftfartstilsynet, og at den fjernstyrede tårnservice i Kirkenes Lufthavn bliver godkendt af myndigheden, inden systemet taget i brug.

Bygger kontrolcenter i Billund
Teknologien med fjernstyrede kontroltårne er efterhånden udrullet i flere lande – herunder blandt andet i Sverige og Tyskland.

Også i Danmark er teknologien på vej frem. I januar 2022 blev der taget første spadestik til et nyt kontrolcenter, Remote Tower Service, i Billund Lufthavn. Når byggeriet er færdigt, og kontrolcenteret er klar til drift i 2024, vil flyveledelsen i Billund Lufthavn fungere digitalt.

Det betyder blandt andet, at ansatte i kontrolcenteret også vil kunne overvåge trafikken i andre lufthavne i Danmark, der har teknologien til det. Det betyder potentielt set, at flyvelederne i Billund vil kunne styre flytrafikken til og fra lufthavnene i eksempelvis Aarhus, Esbjerg og Sønderborg.

 

Relaterede artikler:

Fjernstyret passagerfly landede på Lofoten

Ny løsning betyder ikke farvel til flyveledere

Regionale lufthavne vil kunne trafikstyres fra Billund