En Airbus A330-200 fra det franske flyselskab XL Airways. Foto: Oyoyoy, CC 4.0

Endnu et fransk flyselskab i økonomiske problemer

Som det andet franske flyselskab på to uger er XL Airways landet i finansielle vanskeligheder. Selskabet har stoppet salget af billetter, og visse flyvninger er aflyst.

Den 4. september indgav Frankrigs næststørste flyselskab, Aigle Azur, en konkursbegæring, og nu er yderligere et fransk flyselskab havnet i økonomiske problemer.

Det franske lavprisflyselskab XL Airways, der specialiserer sig i langdistanceruter, er således gået i betalingsstandsning, og billetsalget blev indstillet torsdag aften.

”På grund af økonomiske vanskeligheder er vi dybt kede af at skulle meddele, at XL Airways stopper med at sælge billetter med virkning fra i dag, 19. september 2019,” skriver XL Airways i en meddelelse på sin hjemmeside – og oplyser videre, at visse afgange vil blive aflyst.

”Vi undskylder på forhånd for eventuelle ulejligheder, som denne situation kan have forårsaget vores værdifulde kunder. Vores teams er engagerede i at arbejde fuldt ud for at levere den bedste service til vores kunder.”

Det franske rejsemedie Tour Hebdo skriver, at et ekstraordinært udvalg samlede sig i løbet af torsdagen for at lægge en plan for selskabets redning.

Budfristen på overtagelse af XL Airways er den 26. september, da flyselskabet ikke kan fortsætte sine operationer til senere end aftenen den pågældende dag. XL Airways skal have været på udkig efter en overtager gennem det seneste år.

Samarbejde med eksklusivt flyselskab
600 medarbejdere er beskæftiget hos XL Airways, der har en flåde bestående af tre Airbus A330-200 og én A330-300, der alle er leasede. Herudover lagde selskabet i januar i år en ordre på to Airbus A330-900neo, der står til at blive leveret i 2020. Disse fly får plads til 440 passagerer.

XL Airways flyver udelukkende langdistanceruter og dette i selskab med forskellige rejsearrangører. Der opereres til destinationer i de Franske Antiller, Det Indiske Ocean og USA. Det franske flyselskab tilbyder desuden charterflyvninger til eksempelvis Bahamas, Kap Verde, Den Dominikanske Republik, Kenya, Mexico og Thailand.

I december 2016 indgik XL Airways partnerskab med det eksklusive franske business class-flyselskab La Compagnie. XL Airways understregede i den forbindelse, at samarbejdet ikke var en fusion; de to selskaber fortsatte med at operere under egne brands.

XL Airways blev grundlagt i 1995 og har hovedkontor i Paris-CDG. Selskabet har tidligere gået under navnene Star Europe og Star Airlines. Den 23. november 2006 skiftede selskabet navn til det nuværende XL Airways France.

Interesserede Aigle Azur-købere trækker sig
XL Airways er som nævnt ikke det eneste franske flyselskab, der i øjeblikket kæmper for fremtiden. Efter at Aigle Azur indgav konkursbegæring, meldte flere flyselskaber sig i rækken af interesserede købere.

To af de potentielle købere var Air France-KLM-koncernen og easyJet, men begge har nu opgivet at overtage selskabet, da de ikke nåede at forbedre deres bud før deadline torsdag. Det skriver mediet France 24.

Air France-KLM droppede at byde på Aigle Azur i samarbejde med Air Caribes, da koncernen ikke fik sine betingelser opfyldt. Det britiske lavprisflyselskab easyJet har ligeledes trukket sig fra købsplanerne, da budfristen angiveligt var for kort til at kunne nå at vurdere et køb.

 

Relaterede artikler:

Frankrigs næststørste flyselskab er konkurs

Air France og easyJet vil overtage konkursramt flyselskab

EasyJet i partnerskab med fire nye flyselskaber