Selvom efterspørgslen på flyrejser har været særdeles robust i de seneste 12 måneder, mangler Finnair stadig 30 procent af passagererne fra tiden før COVID-19 og krigen i Ukraine.
Finnair har siden coronapandemien og den efterfølgende krig i Ukraine kæmpet for at nå tilbage til tidligere tiders trafik- og passagerniveauer, men selskabet synes at kæmpe med at løfte passagertallet over en million per måned.
Det er blot sket en gang siden februar 2020, og det var i dette års juli, hvor 1.062.500 passagerer rejste med det finske Oneworld-selskab. Eller har passagertallet i mange måneder ligget på den forkerte side af milliongrænsen, og det var også tilfældet i august, idet 969.800 passagerer havde valgt at flyve med Finnair.
I august 2019 var der 1.361.100 rejsende med selskabet, og dermed mangler man stadig omkring 30 procent af passagererne i forhold til 2019-niveauet, og det er specielt rejsende til og fra Asien, der mangler.
“Passagertrafiktallene i august blev forbedret år-til-år, da virkningerne af COVID-19-pandemien for det meste er aftaget, og da det russiske luftrum var lukket allerede i sammenligningsperioden. Den negative indvirkning af den russiske luftrumslukning, især på asiatiske passagertrafiktal, var dog stadig synlig i august 2023 sammenlignet med tallene fra før pandemien,” skriver Finnair i en kommentar.
Nordamerika- og indenrigsmarkedet falder
Finnair har siden begyndelsen af 2020 været gennem en større hestekur og efterfølgende strategiændring, hvilket er med til at fastholde en produktion på et lavere niveau end før pandemien.
Den udbudte kapacitet på Asien-ruterne er blevet stærkt reduceret, og til gengæld har Finnair flyttet kapacitet til nye markeder, herunder Nordamerika og Mellemøsten. Populært sagt skal selskabet orientere sig mod syd og vest fremfor mod øst, som det har været tilfældet tidligere.
Passagerindtægterne i den asiatiske trafik steg dog i august med 54,8 procent i forhold til samme periode sidste år, og det var især drevet af øget kapacitet til Japan og Sydkorea. Derimod faldt passagerindtægterne til Nordamerika med 35,9 procent, da Finnair har afviklet den store Nordamerika-offensiv fra Stockholm,
Markedet til Mellemøsten løftede sig indtægtsmæssigt med 1.450,6 procent som følge af de nye Doha-ruter, mens trafikindtægterne på indenrigsruterne faldt med 7,9 procent som følge af lukningen af ruterne fra Helsinki til Tampere og Turku.
Relaterede artikler:
Atter over en million passagerer hos Finnair
Finnair stadig under 10 millioner passagerer
Finnair mangler stadig hver tredje passager