Passager lader sig veje. (Foto: Air New Zealand | PR)

Flyselskab vejer passagererne

I løbet af den kommende måned vil Air New Zealand bede passagererne på en række udvalgte flyvninger om at lade sig selv og deres håndbagage veje, inden de går ombord på flyet.

At kende den totale vægt af et fly og de passagerer, ansatte og bagage, der er ombord, bidrager blandt andet til, at en given flyvning kan afvikles mere effektivt, ligesom det også er et krav fra de civile luftfartsmyndigheder i New Zealand, at området afdækkes hvert femte år.

Derfor vil Air New Zealand i den kommende tid undersøge, hvad passagererne vejer.

Det kommer til at foregå således, at flere end 10.000 rejsende, som skal flyve fra selskabets hub i Auckland International Airport til et rejsemål i udlandet, i perioden mellem den 29. maj og den 2. juli vil blive bedt om at træde op på en vægt med deres håndbagage, inden de stiger ombord på flyet.

Benytter gennemsnitlig vægt
Undersøgelsen ligger i forlængelse af en lignende, der blev foretaget i 2021. Her bad Air New Zealand indenrigspassagerer om at lade sig veje, men da udenrigstrafikken nu er tilbage oven på COVID-19-pandemien, er der atter passagerer i et omfang, hvor det giver mening at undersøge dette område.

Ifølge Alastair James, der er load control improvement specialist hos flyselskabet, er det også til gavn for piloterne, at de har så præcise oplysninger som muligt til rådighed og set i det lys håber man, at passagererne vil deltage i undersøgelsen.

”Vi vejer alt, der er ombord på flyet. Det er lige fra fragten til de måltider, der serveres for de rejsende, samt den bagage, der opbevares i lastrummet, men når det kommer til passagerer, ansatte og håndbagage benytter vi en gennemsnitlig vægt, og det tal får vi fra denne undersøgelse.”

Vil ikke være synlig
Air New Zealand oplyser, at vejning konkret vil foregå ved, at der opstilles en vægt ved indgangen til gaten på en række flyvninger i løbet af juni. Selvom det foregår offentligt, vil andre dog ikke få indblik i, hvad man vejer.

”Vi er bevidste om, at det kan være skræmmende at træde op på vægten, men vi kan forsikre vores passagerer om, at der ikke vil være en synlig skærm. Ingen – ikke en gang vores ansatte – vil kunne se, hvad man vejer.”

”Det er både fuldstændigt anonymt, enkelt og frivilligt, men hvis man takker ja til at lade sig veje, er det en stor hjælp for os i forhold til at sikre, at vi flyver både sikkert og effektivt hver eneste gang,” forklarer Alastair James.


Relaterede artikler:

Tæt på katastrofe efter skæv passagerfordeling

Vil veje passagererne for at spare brændstof

Business Class hos Thai ikke for svært overvægtige