Organisationen Airlines for Europe påpeger en række fejl i erklæring fra ni EU-lande – heriblandt Danmark – om, at udledningen af CO2 skal afspejles i prisen på flybilletter.
Den europæiske organisation for flyselskaber Airlines for Europe (A4E) modsætter sig en plan fra ni EU-lande, herunder Danmark, om at indføre flyafgifter eller andre virkemidler, så udledningen af CO2 fra flyrejser afspejles i prisen på flybilletter.
De ni EU-lande siger i en fælles erklæring, at internationale flyrejser i dag hverken er pålagt punktafgifter eller moms.
”Sammenlignet med de fleste andre transportmidler er fly ikke tilstrækkeligt prissat. Lufttransport er fritaget for punktafgifter, der opkræves ingen moms på internationale flyvninger, der er ingen koordineret billetafgift, og økonomiske instrumenter til at begrænse drivhusgasemissioner kan styrkes i luftfartssektoren,” hedder det i erklæringen.
Holland har taget initiativ til erklæringen, og ud over Danmark støttes den også af Sverige, Tyskland, Frankrig, Italien, Belgien, Bulgarien og Luxembourg.
Branchen betaler selv for infrastruktur
A4E mener imidlertid, at erklæringen bygger på et fejlagtigt grundlag. Flyselskaberne peger blandt andet på, at der vigtige forskelle mellem de skatter og afgifter, der betales af forskellige transportformer i Europa.
I modsætning til vejtransport og jernbaner – der får store offentlige tilskud, betaler luftfartsbranchen selv for størstedelen af dets omkostninger til infrastruktur, og derudover har europæisk luftfart siden 2012 betalt for branchens CO2-udledning i Europa via det såkaldte EU Emission Trading System (ETS), hvor prisen på emissionskvoter er tredoblet siden 2018.
”Det er simpelthen unøjagtigt at hævde, at luftfart overhovedet ikke beskattes, eller at den er utilstrækkeligt prissat,” siger Thomas Reynaert, administrerende direktør for A4E.
”I 2018 alene betalte europæiske flyselskaber mere end fem milliarder euro i ETS og miljøafgifter. Den maritime sektor er for eksempel også fritaget for punktafgifter, og 21 EU-lande giver jernbaneselskaber momsfritagelse for rejser over grænserne,” siger Thomas Reynaert.
A4E: Brug for global løsning
A4E understreger, at bæredygtig vækst er en høj prioritet for de europæiske flyselskaber, så luftfarten kan fortsætte med at skabe social og økonomisk værdi for europæere. Samtidig peger organisationen på, at luftfarten har brug for en global løsning på det globale problem med CO2-udledning.
A4E-medlemmerne omfatter nogle af Europas største flyselskaber – heriblandt Norwegian, Finnair, Icelandair, airBaltic, Air France-KLM, Lufthansa Group, Ryanair, easyJet, TAP Air Portugal og IAG, som er moderselskab for blandt andre British Airways og Iberia.
Danmark: Flyafgifter er ikke løsningen
Selv om Danmark er medunderskriver af EU-dokumentet, er finansminister Nicolai Wammen (S) ikke nødvendigvis klar til at støtte flyafgifter.
”Vi (regeringen, red.) har ikke på nuværende tidspunkt taget stilling til, hvad de bedste virkemidler kan være,” siger Nicolai Wammen til Ritzau.
Han bekræfter, at regeringen med underskriften på dokumentet ikke tilslutter sig flyafgifter. Han lægger i stedet vægt på, at regeringen med initiativet ønsker, at EU-Kommissionen skal se på, “hvordan man bedst” kan bringe CO2-udledningen ned, hvilket er baggrunden for forslaget.
”Det synes vi, er et godt initiativ. Det er derfor, at jeg bakker op om det,” siger Nicolai Wammen.
Relaterede artikler:
Socialdemokratiet presses af Radikale på flyafgift