Flyselskaber bryder EU-regulativ

Flere flyselskaber har valgt at tilsidesætte reglerne i EU-direktiv 261/2004, der sikrer passagerernes rettigheder i tilfælde af flyaflysninger. SAS vil kun betale hotelophold i op til 48 timer for passagerer, der er strandede i USA, Kina og Japan.

SAS indførte med øjeblikkelig varsel den 19. april nye regler i selskabets såkaldte “Care Policy“. Ændringerne i reglerne betyder, at passagerer, der er strandet i USA, Kina og Japan ikke kan få refunderet omkostninger til hotel og måltider efter 48 timer.

De ændrede regler er et klart brud på EU-direktiv 261/2004, der foreskriver, at passagerer har krav på at få dækket omkostninger til hotelophold, måltider og eventuel transport mellem lufthavn og hotel i tilfæde af aflysninger. Der er ingen tidsmæssig begrænsning på flyselskabernes ansvar i henhold til regulativet.

Også det lettiske flyselskab airBaltic har ændret reglerne. Flyselskabet tilbyder ikke længere hotelophold til kunderne, ligesom refundering kun kan ske “som sidste udvej“, som selskabet udtrykker det. I stedet anbefales det, at billetterne ombyttes til gavekort med pålydende af billettens værdi tillagt ekstra 10 €.

Flyselskaberne er er kun forpligtet til at refundere “rimelige omkostninger“, hvis passagererne selv arrangerer en eventuel hjemrejse. Det vil derfor ikke være muligt at få refunderet en taxa-tur fra Spanien til Danmark. Derfor vil det være mest sikkert at tage imod de alternativer, som flyselskaberne tilbyder.

Men i den aktuelle situation har det naturligvis været nødvendigt for mange passagerer at tage sagen i egen hånd, da ikke alle flyselskaber har haft ressourcer til at hjælpe alle, der har haft brug for det.

EU-direktiv 261/2004 er gældende for alle flyselskaber i EU-lande samt for flyselskaber, der opererer til og fra et EU-land. Det betyder, at reglerne som udgangspunkt ikke gælder for en indenrigsstrækning med et norsk flyselskab, men til gengæld vil være dækkende for en rejse mellem f.eks. Thai Airways fra København til Bangkok.

Link: Hvordan foregår sagsbehandlingen ved klager?