Adm. direktør Niels Hemmingsen (t.v.) og Kim Bermann fra Aalborg Lufthavn med Claus Ibsen fra Venmark Fisk. (Foto: Aalborg Lufthavn | PR)

Flyvende fisk fra Island til Aalborg Lufthavn

Aalborg Lufthavn har fået sit gennembrud med fragtambitionerne, da islandske Play leverede en last på 750 kilo fisk til en lokal fiskegrossist ombord på en flyvning fra Reykjavik.

Mange kender sikkert begrebet, det hedder “at sælge sand i Sahara”, hvilket i overført betydning indikerer, at man forsøger at sælge en vare som allerede findes i store mængder i det pågældende område.

Det indtryk kunne man umiddelbart godt få, når man kigger på Aalborg Lufthavns ambitioner om at have fisk med i lasten på Play-flyene, der to gange om ugen flyver en rundtur fra Reykjavik til den nordjyske lufthavn.

Men ikke desto mindre var der 750 kilo fisk med i lastrummet på tirsdagens flyvning fra Reykjavik til Aalborg – udover at have plads til 174 passagerer i kabinen på A320neo-flyet. Det var Venmark Fisk i Hirtshals, der har egen opskæring, farsproduktion, røgeri og salatproduktion, der skulle modtage lasten fra Island.

Med tirsdagens last er Aalborg Lufthavns fragtambitioner dermed blevet flyvende via et samarbejde med Blue Water Shipping og fiskerivirksomheder i Nordjylland.

“Der ligger et kæmpe benarbejde i at få skabt et fundament for fragt ind og ud af Aalborg Lufthavn, som inkluderer alt fra fødevarer til e-commerce, men der er ingen tvivl om, at vi finder det største potentiale i den nordjyske fiskeindustri, der importerer og eksporterer mange tusind tons fisk om året til hele verden,” siger Kim Bermann, der er vice- og driftsdirektør i Aalborg Lufthavn.

Gode muligheder for import og eksport af fisk
Aalborg Lufthavn har kontaktet omkring 60 forskellige fiskevirksomheder i regionen, og en af de større aktører er engrosvirksomheden Venmark Fisk, der har fået leveret første sending fra Island.

“At få bekræftet det potentiale, vi vidste var der, er helt fantastisk og giver bare nyt brændstof til fragtambitionerne i Aalborg Lufthavn,” lyder det fra driftsdirektøren.

Hos Venmark Fisk vurderer direktør Claus Ibsen, at der er gode muligheder for at få frisk seafood ind fra hele verden og samtidig at sende fisk og skaldyr fra Nordsøen videre ud i verden fra den nordjyske lufthavn.

“Jeg håber, at mine kollegaer i branchen vil støtte op om dette initiativ, så vi kan få glæde af de muligheder, det skaber fremadrettet,” understreger Claus Ibsen.

Udover fiskeindustrien har Aalborg Lufthavn også indledet et tæt samarbejde med speditionsvirksomheden Blue Water Shipping, der ser mange muligheder for at få fisk og andet cargo ind fra Nordatlanten.

 

Relaterede artikler:

Lørdag med ‘Rød Aalborg’ i nordjysk lufthavn

Islandske flyselskaber flyver i medvind

Mange argumenter for Island-ruter