En Airbus A318 landede torsdag i Istanbul New Airport, der ventes at stå klar den 29. oktober. Ombord på flyet var den tyrkiske præsident Erdogan.
Søndag den 24. juni blev der afholdt der valg til det tyrkiske parlament, og alle kneb har været brugt i valgkampen. Således benyttede Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan den sidste del af valgkampen til at besøge Istanbul New Airport, der bliver Europas største lufthavn og indtil videre den næststørste lufthavn i verden.
Det særlige præsidentfly, en Airbus A318-100, der tidligere har tilhørt den jordanske regering og har plads til 19 passagerer, blev modtaget med vandkaskader efter landingen på en af lufthavnens seks baner.
“I dag er en meget betydningsfuld dag for os. Om Gud vil, vil vores lufthavn blive et varemærke, der sikrer os prestige,” sagde præsident Erdogan ifølge tyrkiske medier i en tale efter ankomsten.
Det bliver dog ikke Gud alene, der kommer til at afgøre, om lufthavnen bliver færdig til tiden. Lige nu arbejder omkring 35.000 personer på højtryk for at sikre, at projektet bliver færdigt til tiden. Men det er ikke uden omkostninger, idet 13 allerede har mistet livet som følge af arbejdsulykker, mens yderligere 14 arbejdere har mistet livet af andre årsager, mens projektet har stået på.
Erdogans prestigeprojekt
Istanbul New Airport er placeret ved sortehavskysten omkring 40 kilometer nordvest for Istanbul, og åbningen finder sted mandag den 29. oktober, hvilket er dagen efter, at vintertrafikprogrammet træder i kraft. At man har valgt den 29. og ikke den 28. oktober til åbningen hænger sammen med, at netop den 29. oktober er Republikken Dag, hvor man fejrer, at landets første præsident Mustafa Kemal Atatürk udråbte landet til republik på denne dato i 1923.
Ved åbningen forventes lufthavnen at have en kapacitet på 90 millioner passagerer, og når lufthavnen er fuldt udbygget i 2023, vil 150 millioner passagerer årligt kunne rejse gennem lufthavnen.
Det gigantiske lufthavnsbyggeri er et prestigeprojekt for præsident Erdogan, men der er allerede mange kritiske røster fremme omkring lufthavnen og den planlægning, der er forbundet hermed. Lufthavnen er i første omgang kun tilgængelig via den vest-østgående motorvej D020, der starter i Europa i den vestlige ende og slutter i Asien omkring 455 længere mod øst. Men myndighederne lover, at der vil blive bygget en ny metro, der skal køre direkte til lufthavnen fra centrum af Istanbul på blot 25 minutter.
Hvad lufthavnen skal hedde, er stadig en hemmelighed. Men det vil nok ikke være forkert at gætte, at Erdogan på en eller anden måde vil indgå i navnet. Den nuværende lufthavn hedder Atatürk Airport og er opkaldt efter republikkens første præsident, og Erdogan vil som den 12. præsident i rækken formentlig gøre sit til, at lufthavnen opkaldes efter ham.
Atatürk Airport lukkes ned i slutningen af 2018, og i stedet har den tyrkiske regering besluttet at opføre en stor park på arealet. En park, der ifølge de tyrkiske medier vil være større end både Central Park i New York og Hyde Park i London.
Relaterede artikler:
To døgn til at flytte mellem Istanbul-lufthavne
Tyrkiske lufthavne stormer frem
Europas største lufthavn åbner om et år