Fotos: CYUL Plane Spotter

Første nye CRJ900 klar til SAS-flyvninger

Det første af i alt otte spritnye CRJ900-fly, som irske CityJet skal operere for SAS, er trillet ud fra Bombardier-fabrikken i Canada.

Det første eksemplar af de CRJ-900 fly, som irske CityJet fra slutningen af marts skal operere for SAS, er trillet ud fra Bombardiers fabrik i den canadiske lufthavn Montreal-Mirabel.

Flyet testflyves i disse dage, inden det senere i denne uge flyver fra Montreal via Keflavik på Island til Helsinki i Finland. Her har CityJet overtaget flyselskabet Blue1, der tidligere var ejet af SAS. Men som en del af aftalen om at CityJet skal operere i alt otte CRJ900-fly for SAS, fik CityJet samtidig ejerskab over Blue1. Det er derfor i høj grad piloter og stewardesser fra det tidligere Blue1, der kommer til at bemande de nye fly.

Fly nummer to flyves i næste uge fra Montreal via Keflavik til Oslo, hvor det skal bo. Fly nummer tre flyves senere på måneden via Keflavik og Oslo til Trondheim, som bliver det flys nye base.

Indregistreres i Irland
Herefter modtager CityJet omtrent et fly per måned indtil alle otte nye CRJ900 fly er ankommet til Skandinavien og sat i drift. Da CityJet er et irsk selskab indregistreres flyene i Irland som EI-FPA, – FPB, -FPC og så videre.

Ved siden af de nye CRJ900-fly har CityJet et ældre CRJ900-fly fra slovenske Adria Airways. Det er blevet brugt til omskoling og uddannelse af personale. Flyet vil fremover blive brugt som backup-fly.

SAS har indgået en treårig aftale med CityJet om wet lease af de otte nye Bombardier CRJ900-fly samt en option på yderligere seks CRJ900-fly. SAS har i dag selv 12 CRJ900-fly, som opereres af datterselskabet Cimber A/S.

Stifte bekendtskab med CityJet
Det er de færreste danske rejsende, der vil få mulighed for at flyve med de irske fly i SAS-bemaling, da ruterne med CRJ900-fly fra Danmark hovedsagligt betjenes af Cimber på vegne af SAS og CityJet-flyene primært får base i Helsinki, Oslo og Stockholm.
Den 19. april flyver CityJet for første gang fra Stockholm til Billund og starter blødt op med tre ugentlige afgange. Fra den 1. maj øges der til 13 flyvninger om ugen med CRJ-flyene fra CityJet, der således kommer til at betjene samtlige afgange på ruten.Men rejsende fra Billund Lufthavn kommer dog til at stifte bekendtskab med CityJet, da ruterne fra den internationale vestdanske lufthavn til Oslo og Stockholm helt eller delvist skal opereres af det irske flyselskab.

Vikar for Jet Time
Anderledes ser det ud med ruten fra Billund til Oslo. Her skal CityJet indledningsvis flyve to gange om ugen fra den 29. juni til den 11. august som vikar for ATR72-flyene som Jet Time opererer.

I højsæsonen flyver SAS således med fly af typerne Boeing 737 og CRJ900 mellem Oslo og Billund, og når sommeren er ovre vil Jet Time og ATR-flyene vende tilbage fra den 15. august.

Det er ikke kun Billund Lufthavn, der får besøg af CityJet. I Københavns Lufthavn vil man fra den 28. juni og frem til 9. august modtaget et CityJet-fly på ruten fra Helsinki. Det sker dog kun på en ugentlig rotation på SK1727/1728 hver tirsdag aften i perioden.

CityJet har hovedkontor i Dublin, men flyver hovedsageligt under eget navn fra London City Airport og for Air France fra en række franske destinationer. Selskabet har 21 fly i sin flåde. CRJ900-fly er ikke i dag en del af CityJets flåde.