Passagerfly er udstyret med to Flight Recorders - også kaldet sorte bokse. (Foto: shutterstock_186405521)

Første sorte boks er bjærget fra ulykkesfly

Tirsdag lykkedes det dykkere at bjærge Flight Data Recorderen fra Sriwijaya Air-flyet, der styrtede i havet i lørdags. Ifølge den indonesiske havarikommission var flyet intakt, da det ramte havoverfladen.

Mysteriet om den forulykkede Boeing 737-500 fra Sriwijaya Air kom tirsdag et skridt nærmere en mulig opklaring. Det lykkedes nemlig dykkere at bjærge den ene af de to sorte bokse; den såkaldte Flight Data Recorder (FDR), der registrerer flyvehastighed, flyvehøjde, kurs, flyets hældning/krængning samt andre vigtige parametre.

Den nationale indonesiske rednings- og eftersøgningstjeneste Basarnas (Badan Nasional Pencarian dan Pertolongan) forsætter onsdag med at lokalisere Cockpit Voice Recorderen, så det er muligt at få opklaret, hvad piloterne i cockpittet talte om forud for og under flyvningen. Der var ingen radiokommunikation fra det tidspunkt, at flyet pludseligt forsvandt fra radaren fire minutter efter starten.

Den indonesiske havarikommission KNKT fik tirsdag aften lokal tid overdraget den fundne FDR. Herefter vil det tage mellem to og fem dage at udlæse samtlige data, inden der kan gives et mere klart billede af, hvad der skete om bord på rutenummer SJ182 i sekunderne før mødet med havoverfladen i Javahavet nordøst for Jakarta. Ved ulykken omkom samtlige 62 personer om bord.

Intakt ved mødet med havoverfladen
Som det allerede fremgår af rapporter fra lokale medier, har ulykkesflyet ramt overfladen med ekstremt stor kraft, hvilket også er årsagen til, at der er vanskeligt at lokalisere og identificere ligene af de omkomne, ligesom der også er mange mindre vragdele og kun et beskedent hovedvrag.

KNKT har bekræftet, at flyet, ifølge radardata, nåede en højde på 10.900 fod (3.320 meter), og at det umiddelbart var intakt og kunne transmittere data, indtil det ramte havoverfladen. KNKT har indikationer på, at motorerne kørte indtil de blev ramt af vandet. Det kan dermed være med til at udelukke en mulig eksplosion i luften.

Indonesiens transportministerium bekræfter, at flyet netop havde fået fornyet sit luftdygtighedscertifikat i december med gyldighed frem til den 17. december 2021. Boeing 737-flyet var på vingerne første gang den 20. december 2020 efter at have været ude af drift i en længere periode.

Data fra Flightradar24.com viser, at flyet siden den 20. december 2020 har gennemført 133 operationer inklusive den skæbnesvangre start på flyvningen fra Jakarta til Pontianak på Borneo.

Bistand fra USA
I henhold til de internationale regler skal repræsentanter fra både fly- og motorproducent samt myndigheder i disse lande bistå med efterforskningen, og derfor har den amerikanske havarikommission NTSB sendt en havariundersøger og tre tekniske eksperter til Indonesien for at assistere de lokale myndigheder. 

NTSB-folkene vil blive ledsaget af repræsentanter fra Boeing, General Electric og de civile amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA. General Electric er en del af det internationale konsortium CFM International, der har produceret flymotorerne på ulykkesflyet.

 

Relaterede artikler:

Femte Boeing 737-dødsulykke i Indonesien siden 1997

Ny Boeing 737-ulykke i Indonesien

Nyt Boeing-fly styrter i havet med 189 personer ombord