Boeing 737-500-ulykkesflyet fra Sriwijaya Air med registreringen PK-CLC. (Foto: Gusti Fikri Izzudin Noor)

Ny Boeing 737-ulykke i Indonesien

En Boeing 737-500 fra det indonesiske flyselskab Sriwijaya Air er styrtet i havet kort efter starten fra den internationale lufthavn i Jakarta. Samtlige 62 ombordværende frygtes omkommet.

Endnu en alvorlig ulykke  har ramt indonesisk luftfart. Denne gang er det gået ud over Sriwijaya Air, der har mistet en Boeing 737-500 (registrering PK-CLC, red.), der skulle have gennemført en flyvning som rutenummer SJ182 fra Soekarno-Hatta International Airport i Jakarta med Pontianak som destination.

Det næsten 27 år gamle fly, der tidligere har tilhørt amerikanske Continental Airlines/United Airlines, forlod den indonesiske hovedstadslufthavns bane 25R kl. 14.36 lokal tid, og fire minutter senere mistede man radar- og radiokontakten med flyet, der på det tidspunkt befandt sig over Javahavet. Det skriver The Aviation Herald.

Positionsdata fra flyets ADS-B viser ifølge Flightradar24.com, at det indonesiske passagerfly kl. 16:39:50 lokal tid var omkring 20 kilometer nord for Soekarno-lufthavnen i en højde på 10.600 fod (3.230 meter), og blot 21 sekunder senere var højden 1.400 fod (425 meter), hvilket indikerer, at flyet er faldet med en hastighed på 8.000 meter per minut.

Sriwijaya Air bekræfter i en erklæring på Twitter, at der var 62 personer ombord på ulykkesflyet. Der var tale om 40 voksne, syv børn og tre spædbørn. Herudover var der seks aktive besætningsmedlemmer samt en passiv besætning på seks personer, hvilket i branchen kaldes “deadheading.”

 

Leder efter vraget
Flyvraget er ikke endeligt lokaliseret, men der er fundet vragrester og ligdele i et område mellem Laki Island og Lancang Island, der er en del af Thousand Islands (Kepulauan Seribu), hvilket er en gruppe på 342 øer nord for Jakartas kystlinje. 

Lokale medier beskriver, at en kaptajn på et skib i området så et objekt styrte i vandet, og dette skib har oplyst sin position til myndighederne. Sidenhen har redningsmandskab lokaliseret nedstyrtningsstedet og bjærget lig- og vragdele. Herudover er der registreret signaler under havoverfladen fra hvad, der formentlig er flyets to sorte bokse, henholdsvis Flight Data Recorder og Cockpit Voice Recorder.

Sriwijaya Air beskæftiger i alt 18 fly af typen Boeing 737 med en gennemsnitsalder på næsten 18 år. Fem af flyene er af varianten 737-500, mens flåden også omfatter 11 737-800 samt to 737-900. 

Den seneste alvorlige flyulykke i Indonesien fandt sted den 29. oktober 2018, da en Boeing 737 MAX 8 fra Lion Air styrtede i havet kort tid efter starten fra den internationale lufthavn i Jakarta. Nedstyrtningsstedet er angiveligt kun omkring 40 kilometer fra det sted, som Sriwijaya Air forventes at befinde sig. Ved den ulykke omkom 189 personer, og var en af årsagerne til, at Boeing måtte grounde MAX-flyene i 20 måneder.

 

Relaterede artikler:

Nyt Boeing-fly styrter i havet med 189 personer ombord

Ny flyulykke i Indonesien

Indonesisk A320-fly forsvundet