Boeing 787-9 Dreamliiner fra Qatar Airways. (Foto: Bradley Caslin | shutterstock.com)

Fokus på Qatar Airways efter turbulens-hændelse

I alt 12 personer fik skader under turbulens på et Qatar Airways-fly fra Doha til Dublin. Piloterne fortsatte flyvningen i fem timer efter hændelsen, der nu skal undersøges internt i selskabet.

Mange personer i luftfartsindustrien er stadig i chok efter hændelsen i sidste uge, hvor en person omkom og omkring 40 personer stadig er indlagt på hospitaler i Bangkok efter mødet med kraftig turbulens på en flyvning med Singapore Airlines fra London til Singapore.

Nu er øjnene blevet rettet mod Qatar Airways, der søndag gennemførte en flyvning fra Qatar til Dublin som rutenummer QR017.

Omkring to timer inde i den næsten syv timer lange flyvning mødte Boeing 787-9 Dreamliner-flyet voldsom turbulens på en position over Tyrkiet, hvilket angiveligt gav skader til seks passagerer og seks besætningsmedlemmer. Det skriver The Aviation Herald.

Passagerer har på sociale medier fortalt, at kabinebesætningen netop havde påbegyndt serveringen, da turbulensen indtraf, og at mange ting fløj gennem luften. Efter hændelsen skulle flere personer angiveligt have haft flænger i ansigtet, og en havde fået armen i en slynge.

Trods personskaderne valgte piloterne at fortsætte flyvningen til den irske hovedstad, hvor flyet fem timer senere kl. 12.55 lokal tid landede i Dublin Airport. Efter landingen modtog samtlige 12 personer lægehjælp, og otte af dem blev efterfølgende kørt til hospitalsbehandling.

Skal undersøges internt
Hændelsen har fået iagttagere i luftfartsbranchen til at rette sit fokus på Qatar Airways i forhold til, hvordan selskabet har håndteret hændelsen, og særligt hvorfor man valgte at fortsætte flyvningen i fem timer med passagerer, der havde fået så alvorlige skader, at det var nødvendigt med hospitalsbehandling ved ankomsten.

I en erklæring, der er blevet offentliggjort på det sociale medie X, bekræftes hændelsen af  Dublin Airport.

“Ved landingen blev flyet mødt af lufthavnspolitiet og vores brand- og redningskøretøjer på grund af seks passagerer og seks besætningsmedlemmer [12 i alt] om bord, der havde rapporterede skader, efter at flyet oplevede turbulens, mens det var i luften over Tyrkiet. Alle passagerer blev vurderet for skader, inden de gik fra flyet. Otte passagerer blev efterfølgende kørt på hospitalet. “

Qatar Airways har, ifølge CNN, også kommenteret på hændelsen, der bliver genstand for en intern undersøgelse i flyselskabet. Flyselskabet taler om et få passagerer og besætningsmedlemmer, der fik “mindre skader” under flyvningen.

Qatar Airways-flyet med registreringen A7-BHM returnerede til Doha efter tre timers ophold i Dublin, hvilket var en time mere end en normal turnaround i den irske hovedstadslufthavn.

 

Relaterede artikler:

Dokumentation: 12 sekunders turbulens på BA012

Turbulens: Ekstremt sjældent med dødsfald

En død og 30 kvæstet efter turbulens