Forbud mod sexistiske Ryanair-annoncer

Det irske lavprisflyselskab Ryanair er gået for vidt. Det mener den britiske annonce-organisation Advertising Standards Authority (ASA), der har forbudt to af selskabets annoncer. Ifølge ASA er Ryanair gået over stregen med letpåklædte stewardesser og et lidt for frækt budskab.

Luftens frække dreng må ikke være helt så fræk længere.

Det står klart efter at det britiske reklame-vagthund Advertising Standards Authority Limited (ASA) har forbudt to annoncer fra Ryanair. Begrundelsen er, at det irske lavprisflyselskab er gået over stregen med letpåklædte stewardesser og et lidt for frækt budskab.

Den første annonce blev trykt i avisen The Guardian og viste en kvinde i BH og trusser. Hun havde den ene hånd på sin hofte og trak sine trusser lidt ned med den anden, mens annonceteksten bestod af teksten “RED HOT FARES & CREW!!! ONE WAY FROM £9.99“.

Yderligere opfordrede annoncen til at man købte 2012-udgaven af Ryanairs personalekalender med letpåklædte medarbejdere.

En tilsvarende annonce med en anden kvinde blev publiceret i aviserne The Daily Telegraph og The Independent.

Klager fra forbrugerne

Myndighederne modtog i alt 17 klager fra forbrugere, der fandt annoncerne enten sexistiske eller nedværdigende for kvinderne. Samtidigvar detupassende, at annoncen var blevet offentliggjort i landsdækkende aviser.

I en kendelse slår Advertising Standards Authority Limited nu fast, at annoncerne var upassende.

Ryanair har hele tiden afvist kritikken og henvist til, at annoncen blandt andet skulle promovere salget af selskabets velgørenhedskalender, hvor udvalgte kvindelige medarbejdere helt frivilligt har taget størsteparten af deres tøj af.

Da kvinderne selv havde valgt at gøre det, kan annoncen ifølge Ryanair ikke være sexistisk eller nedværdigende. Og det irske lavprisflyselskab henviste til at mange andre annoncører havde mindst lige så letpåklædte mænd og kvinder i deresreklamer.

ASA medgave, at kvinderne selv havde accepteret at medvirke, men vurderede dog, at kvindens positur i annoncen var sexuelt opfordrende og derfor kunne virke anstødelige, hvilket er i strid med reglerne.

Advertising Standards Authority Limited har derfor bestemt, at annoncerne ikke må vises igen i den nuværende udformning.

Også dansk fordømmelse

Det irske lavprisflyselskab er kendt for sine kontroversielle makkedsføringsmetoder, og går som regel helt til kanten i deres forsøg på at opnå maksimal profilering.

I Danmark fastlægger Markedsføringsloven, at reklamer ikke må være kønsdiskriminerende, således at en person portrætteres som mindre værd, speciel eller som sexobjekt og lignende på baggrund af sit køn.

Kvinderådet i Danmark har tidligere udtrykt forargelse over det irske lavprisflyselskabs valg af markedsføringsmetoder, som man fandt lige så lave som selskabets priser.

Ifølge Kvinderådet i Danmark var Ryanair med til at fastholde en gammeldags og stereotyp opfattelse af kvinderollen i luftfartsverdenen.

Læs også:

Sexistisk blikfang hos Ryanair