Forslag om fælles mini-handlingselskab i CPH

Sønderborg Lufthavn foreslår, at de danske lufthavne sammen etablerer et handlingselskab i CPH til at tage sig af transferbagage til og fra provinsen. Men det er nemmere sagt end gjort, påpeger Københavns Lufthavn.

Når en flypassager i dag lander fra provinsen i Københavns Lufthavns Terminal 1, så skal vedkommende selv tage kufferten fra bagagebåndet og køre eller bære den over i Terminal 2 eller 3, hvis han/hun skal flyve videre fra København og det selskab han ankommer med, ikke har en såkaldt interline aftale med det selskab, som han/hun skal flyve videre med. I Terminal 2 eller 3 skal kufferten checkes ind på ny inden flypassageren kan gå gennem sikkerhedskontrollen.

Kufferten kan ikke afleveres i check-in skrankerne i Terminal 1, for her har SAS Ground Handling og Novia kun fået besked af deres kunder, luftfartsselskaberne, om at håndtere indenrigsbagage. Og hvis det skal laves om, er det noget luftfartsselskaberne skal tage initiativ til – og betale for.

En interline aftale gør, at bagagen automatisk køres fra det ene fly til det andet, når en passager skifter fly i Kastrup eller andre trafikknudepunkter og den rejsende ser først sin kuffert på bagagebåndet i slutdestinationen. Blandt de flyselskaber, der flyver på danske indenrigsruter har SAS interline aftaler med en lang række selskaber. Men Danish Air Transport, der beflyver Sønderborg og Bornholm, har kun med SAS. Norwegian, der beflyver Karup, har ikke interline aftaler med andre selskaber i Københavns Lufthavn.

Frem og tilbage
Derfor foreslår Sønderborg Lufthavn nu, at Københavns Lufthavn og provinslufthavnene i fællesskab etablerer et lille handlingselskab, der alene skal stå for at flytte transfererende indenrigspassagerers bagage frem og tilbage mellem Københavns Lufthavns Terminal 1, hvor indenrigsflyene opererer fra, og Terminal 2 og 3. Det er her alle udenrigsfly opererer fra.

”Det er lidt over et år siden at Cimber krakkede. Indenrigstrafikken til København er nationalt faldet med omkring 20 procent. Trods dette er der ingen konkrete tiltag fra CPH’s side. Der mangler ellers ikke indspark og gode ideer fra provinslufthavnenes side. Og der er stadig en god dialog, men på trods af det faldende feed ind til København fastholder SAS, CPH og Global Connected at CPH skal være hele Danmarks transfer lufthavn. Det har jeg vanskeligt ved at se hvorledes det skal ske,” siger Anders Sørensen, direktør for Sønderborg Lufthavn, og fortsætter:

“Nu er der nok nogle der tænker; ”har du hørt en loppe gø”, men problemet er reelt. Jeg formoder at flere provinslufthavne vil intensivere deres ”by-pass” strategi i den kommende tid, men jeg vil gerne understrege, at Sønderborg helst vil feede ind til CPH. Desværre er vores passagerer bare utilfredse med transfer situationen i lufthavnen,“ sigerAnders Sørensen.

Ikke uden luftfartsselskaberne
Ligesom i Sønderborg, så har Karup Lufthavn også kun én ruteflyforbindelse og den går til København. Derfor er lufthavnsdirektør i Karup, Erik Jakobsen, også meget fokuseret på hvad der kan gøres for at gøre livet lettere for de flyrejsende fra provinsen, når de skal skifte fly i København. Hans Københavns-rute betjenes af Norwegian, der ikke har interline aftaler med nogen som helst andre selskaber i København.

”Vi er meget imødekommende over for tiltag, som kan hjælpe vores passagerer. Men det nytter ikke noget, hvis ikke luftfartsselskaberne har aftaler med hinanden og med handlingselskaberne. Vi kan ikke gøre det her uden luftfartsselskabernes hjælp,” siger Erik Jakobsen.

Ikke midlet
I Københavns Lufthavn er man åbne over for dialog med provinslufthavnene om hvordan lufthavnen kan blive en bedre transferlufthavn. Og en række initiativer til at forbedre forholdene i Terminal 1 er da også sat i søen. Men det konkrete forslag fra Sønderborg er ikke så nemt at gennemføre.

”Vi er helt enige med Sønderborg om målet – nemlig at forbedre dansk indenrigs. Men forslaget om et fælles handlingselskab er af flere årsager desværre ikke midlet. Men vi fortsætter gerne dialogen for at finde en løsning, der forbedrer transferproduktet,” siger Københavns Lufthavns pressechef, Søren Hedegaard Nielsen til CHECK-IN.dk.

Hvem skal betale
En af de væsentligste udfordringer ved et fælles handlingselskab, der alene står for at transportere transfererende indenrigspassagerers bagage mellem Københavns Lufthavns Terminal 1 og Terminal 2 og 3, er ansvaret for bagagen og ansvarsoverdragelsen mellem handlingselskabet og lufthavnens øvrige eksisterende handlingselskaber.

Desuden er spørgsmålet, om der ville være kufferter nok til at drive en rentabel forretning. Og hvem, der i givet fald skulle betale. Hvis ikke luftfartsselskaberne vil finansiere gildet som en erstatning for interline aftaler, så kunne betalingen for servicesen opkræves direkte hos flypassagererne. Men er de parate til at betale for det? Og hvis Københavns Lufthavn opretter sit eget handlingselskab, så skal det være konkurrencedygtigt med lufthavnens eksisterende handlingselskaber.