Når Forsvaret oplyser gennemsnitslønnen for piloter i litauiske Small Planet Airlines, så er det i virkeligheden kun lønniveauet for omkring 20 polske lånepiloter, der er hyret ind til at varetage flyvningerne med danske soldater.
Forsvarskommandoen ændrer nu forklaring i sagen om det litauiske flyselskab Small Planet Airlines, der siden april har fløjet med danske soldater til og fra Afghanistan. En sag hvor usikkerhed om lønninger og mulig social dumping betød, at de første flyvninger i starten af april blev aflyst.
De pilotlønninger, som Forsvaret flere gange har fortalt om, er ikke gennemsnitslønninger for alle piloter i Small Planet Airlines Lithuania, men kun gennemsnitslønninger for omkring 20 polske lånepiloter.
I et notat til Forsvarsministeriet, som CHECK-IN.dk har fået aktindsigt i, skriver Forsvarskommandoen den 8. marts i år:
”Forsvaret har kendskab til det aktuelle lønniveau ved Small Planet. Den normale løn tager udgangspunkt i ca. 50 flyvetimer pr. måned. Denne løn består af en grundløn og et produktionstillæg, hvilket er normalt inden for flybranchen. Dette betyder, at såfremt besætningerne flyver mere end 50 timer om måneden, stiger deres lønninger tilsvarende. Gennemsnitlige lønninger baseret på 50 timer pr. måned udgør for en luftkaptajn 5.800 EUR, co-pilot 3.300 EUR og seniorkabinepersonale 1.500 EUR. Disse lønninger skal ses i lyset af skatteforholdene i Litauen samt litauiske leveomkostninger.”
Og i en pressemeddelelse fra den 9. april i år skriver Forsvarskommandoen:
”Small Planet Airlines har oplyst til DSV, at gennemsnitslønningerne for cirka 50 flyvetimer per måned for en kaptajn og en co-pilot er hhv. 5800 euro og 3300 euro.”
Aftalen med Small Planet Airlines er formidlet af transportselskabet DSV gennem en rammeaftale, som Forsvaret har med DSV.
Gælder kun for Airbus-piloter
Men nu oplyser Forsvarskommandoen imidlertid til CHECK-IN.dk, at de lønniveauer, der blev angivet i notatet fra den 8. marts og i pressemeddelelsen den 9. april, i virkeligheden kun gælder for omkring 20 kaptajner og styrmænd, med licens til at flyve Airbus A320. Det er den flytype Small Planet Airlines anvender til at flyve med danske soldater. Der er altså ikke tale om gennemsnitslønninger for alle piloter i Small Planet Airlines Lithuania, hvor Boeing 737-300 er den primære flytype.
”Forsvarskommandoen kan oplyse, at i henhold til det af DSV oplyste, så gælder det oplyste lønniveau for mere end 20 piloter og styrmænd. (…). Det gælder at gennemsnitslønnen er udregnet på baggrund af det samlede antal piloter og styrmænd med tilstrækkelig anciennitet, som påkrævet af DSV. Det vil sige piloter og styrmænd med hhv. min. 1000 timers og 500 timers erfaring på flytypen,” skrev Forsvarskommandoens presseafdeling i en mail til CHECK-IN.dk i sidste uge.
Og i går mandag gentager Forsvarskommandoens presseafdeling budskabet:
”De til forsvaret oplyste lønninger gælder for ansatte i SPA på den omtalte flytype,” skriver presseafdelingeni en mail.
Havde ikke den flytype
Desuden er der meget, der tyder på, at hovedparten af de 20 Airbus A320-piloter slet ikke er ansat i Small Planet Airlines Lithuania.
Indtil 3. maj i år havde Small Planet Airlines Lithuania nemlig slet ikke Airbus A320-fly i sin flåde, men kun Boeing 737-300 fly. Derfor er en stor del af piloterne indlejet fra selskabets polske datterselskab, der har tre Airbus A320 fly. Fra flyvningerne med danske soldater en gang om ugen startede 10. april og indtil Small Planet Airlines Lithuania den 3. maj fik sit første eget A320-fly blev flyvningerne med danske soldater gennemført af det polske datterselskab på en wetlease-kontrakt.
Kun fire piloter
Kilder i Litauen fortalte den 3. maj til CHECK-IN.dk, at der i Small Planet Airlines Lithuania kun er ansat fire piloter, der får i nærheden af den løn, som Forsvaret den 9. april oplyste, var gennemsnitslønnen for alle piloter. De øvrige piloter får mellem 1000 og 1500 Euro om måneden.
Hverken Forsvarsministeriet eller Forsvarskommandoen har kunnet be- eller afkræfte, at kun fire piloter i Small Planet Airlines får i nærheden af den gennemsnitsløn, som man oplyste den 9. april. CHECK-IN.dk’s kilder i Litauen fastholder rigtigheden af oplysningerne.
I stedet har Forsvarskommandoen valgt at ændre forklaring og nu pointerer man, at gennemsnitslønningerne kun gælder for omkring 20 Airbus A320-kaptajner og -styrmænd. Af de 20 efterlever 17 kravet til flyvning for Forsvaret med hensyn til antal flyvetimer på flytypen. Hvor mange af de 17, der kommer fra datterselskabet Small Planet Airlines Poland oplyser Forsvaret ikke.