COMAC C919-fly fra China Eastern Airlines. (Foto: China Eastern Airlines | PR)

Forventer at levere op mod otte C919-fly i år

COMAC har ordrer på i alt 1.200 C919-fly og regner med at kunne levere flere af dem i år. China Eastern Airlines sætter nu tal på belægningsgraden for det fly, der har været i drift siden maj.

Det var at betragte som en milepæl for landets luftfartsbranche, da den kinesiske flyproducent COMAC (The Commercial Aircraft Corporation of China) i december sidste år kunne overdrage den første udgave af passagerflytypen C919 til lanceringskunden China Eastern Airlines.

C919 er konfigureret med plads til mellem 158 og 192 passagerer og tænkt som en konkurrent til Airbus’ A320-fly og 737-serien fra Boeing.

I maj i år blev flyet første gang benyttet til en kommerciel passagerflyvning, som fandt sted mellem basen i Shanghai og Beijing. Det har fået registreringen B-919A, og i øjeblikket beflyver det China Eastern Airlines’ rute mellem Shanghai og Chengdu.

Sådan er det gået i den første tid
China Eastern Airlines oplyser, at B-919A per den 12. juli i år inklusiv den første flyvning til Beijing sammenlagt havde foretaget 87 kommercielle flyvninger, der tilsammen har varet 250 timer. På disse har flyet i alt haft 11.095 passagerer ombord.

Derudover lyder det, at siden flyet blev indsat i den kommercielle drift, har det haft en gennemsnitlig belægningsgrad på 82 procent. I starten af juli fik flyselskabet leveret det andet fly af typen, der ligeledes vil blive benyttet til flyvninger mellem de to kinesiske storbyer.

Ifølge COMAC regner producenten med, at man vil kunne levere yderligere seks til otte fly til kunder i løbet af i år. Det skriver South China Morning Post. Otte fly er dog kun en brøkdel af de ordrer, der indtil videre er i bogen.

Vil øge kapaciteten i produktionen
I januar fortalte flyproducenten, at der i alt var blevet bestilt 1.200 C919-fly. Forventningen er på nuværende tidspunkt, at COMAC i løbet af fem år vil kunne opjustere produktionskapaciteten således, at der kan fremstilles 150 fly om året.

Wu Guanghui, der er vicedirektør for COMAC og chefdesigner af C919, håber, at det kan lade sig gøre, da der ifølge ham er en vis interesse for at opleve flyet.

“Når belægningsgraden overstiger 70 procent, resulterer det i, at nogen ikke har mulighed for at købe en billet. Det har faktisk allerede flere gange været vanskeligt at få fat i billetter til C919.”

C919 er på nuværende tidspunkt ikke certificeret til at flyve i hverken USA eller Europa.


Relaterede artikler:

Kina skrev luftfartshistorie med C919

COMAC C919 godkendt til at flyve i Kina

Vellykket testflyvning for kinesisk superfly