Germanwings tidligst til CPH Go næste forår

Det tyske lavprisflyselskab Germanwings kommer ikke til CPH Go i den kommende vintersæson. Selskabet bliver i første omgang i Terminal 2, men er stadig i dialog med Københavns Lufthavn om fremtiden.

“Germanwings klar til SWIFT“ var overskriften på en pressemeddelelse, som Københavns Lufthavne A/S udsendte den 4. marts i år.

I pressemeddelelsen fremgik det, at Germanwings den 28. marts i årville etablere sig i Københavns Lufthavn med seks ugentlige afgange mellem Köln og København.“Dermed byder Københavns Lufthavn ikke alene velkommen til en ny interessant kunde, men også til et af de selskaber, der er klar til at benytte CPH Swift (nu CPH Go, red.), når lufthavnens nye lavprisfinger står færdig i slutningen af 2010,“ hed det dengang i pressemeddelelsen.

Men efter præsentationen af lufthavnens nye takstregulativ, hvor de endelige økonomiske vilkår for benyttelse af lavprisfingeren fremgik, har bl.a. Germanwings trukket følehornene til sig igen.

“I den kommende vintersæson bliver vi, hvor vi er i Københavns Lufthavn. Men vi forhandler stadig med Københavns Lufthavn om at flytte til CPH Go,“ siger Germanwings´ presse- og kommunikationsansvarlig Heinz Joachim Schöttes til CHECK-IN.dk.

Så vidt CHECK-IN.dk erfarer er der flere årsager til luftfartsselskabernes tilbageholdenhed. Det er først og fremmest bekymring for, at terminalen ikke fungerer driftsmæssigt optimalt fra begyndelsen, idet bygge- og indretningsarbejdet slutter meget sent op til vinterfartplanens ikrafttræden. Da rabatten for brug af terminalen samtidig kun er 20 kr. pr. passager, vælger selskaberne angiveligt at være tilbageholdende, idet risiko for trafikforstyrrelser og forsinkelser ikke vurderes at stå mål med den aktuelle besparelse ved at benytte CPH Go.

Læs også:

Lufthansa i tæt samarbejde med lavprisflyselskab

Germanwings åbner rute fra København