Global Airlines tilbyder i slutningen af maj to flyvninger til New York fra henholdsvis Glasgow og Manchester. Interesserede kan allerede nu reservere plads til en ukendt pris.
Det britiske startup-virksomhed Global Airlines, der har anskaffet en brugt Airbus A380 fra China Southern Airlines, har nu åbnet for reservation af pladser til de første kommercielle flyvninger.
Der er tale om et forsalg af billetter til to flyvninger til New York-JFK. Første flyvning finder sted den 15. maj fra Glasgow til New York-JFK med returflyvning den 19. maj. Derefter følger en flyvning fra Manchester til New York den 21. maj, der returnerer den 25. maj.
De to første flyvninger opereres teknisk af det portugisiske ACMI- og charterflyselskab Hi Fly, der selv i en kort periode har beskæftiget et fly af samme type.
Ingen salg – kun pladsreservation
På de to premiereflyvninger er det muligt at reservere plads i tre serviceklasser, henholdsvis Economy, Business og First, men der er ingen oplysninger om billetpriser.
Således skal eventuelle kunder afgive deres oplysninger, hvad angår navn, mailadresse og telefonnummer samt ønsket serviceklasse. Herefter kommer der en svar tilbage, om at der er reserveret en plads på den første afgang.
“Du kan nu reservere din plads i VIP-forsalget til en plads på Globals første britiske fly, en ekstraordinær milepæl i den rejse, vi alle har ventet på. Med afgang fra Manchester og Glasgow til New York er disse første flyvninger mere end blot en rejse; de er starten på noget nyt,” hedder det i en meddelelse fra selskabet.
Billetterne skal sælges af GA Flights, som TravelOpedia Ltd står bag. TravelOpedia er i forvejen kendt i det britiske marked som consolidator, der tilbyder flybilletter fra flyselskaber, der flyver fra Storbritannien til de største turistdestinationer.
Klargøres i portugisiske Beja
Flyet, der skal flyve premiereflyvningen, har registreringen 9H-GLOBL, og har siden midten af januar været parkeret i Beja Airport i Portugal efter længere klargøringsophold i først Glasgow og sidenhen tyske Dresden.
Det er uklart, hvor mange sæder, der er ombord på dobbeltdækkerflyet i den version, som Global Airlines påtænker at sende på vingerne.
Selskabet har tidligere oplyst, at der vil blive 471 sæder, og i konfigurationen fra China Southern Airlines var der i alt 506 sæder, der var fordelt med otte i First Class, 70 i Business Class og 428 i Economy-sektionen.
Relaterede artikler:
A380 fra Global Airlines gøres klar i Dresden