Har erobret over halvdelen af indenrigsmarkedet

Cimber Sterling fløj overbevisende ud af februar med en passagervækst på indenrigsruterne på 30 procent. Dermed står Cimber Sterling for over halvdelen af de danske indenrigsflyvninger, der også bliver opereret af SAS Norwegian. Sidstnævnte lader sig ikke skræmme af Cimber Sterlings seneste trafiktal.

Det danske marked for indenrigsflyvninger har gennem de senere år oplevet en markant vækst.Det har bl.a. været til gavn for Cimber Sterling, der er den største operatør af indenrigsflyvninger i Danmark.

Nye trafiktal fra februar viser, at det sønderjyske luftfartsselskab ikkealene holder fast i denne position men ligeledes udbygger forspringet til konkurrenterne Norwegian og SAS. Med en passagerfremgang på selskabets indenrigsflyvninger på 30 procent står Cimber Sterling nu for 52 procent af markedet for indenrigsflyvninger i Danmark mod 42 procent i 2010. Dermed rykker selskabet tættere på målsætningen om at operere 60 procent af det danske indenrigsmarked.

”Vi er naturligvis meget tilfredse med for første gang at sidde på over halvdelen af indenrigsmarkedet. Samtidig står vi for over 60 procent af samtlige indenrigsflyvninger i Danmark, hvilket er et udtryk for den fordel, vi har ved at have en så fleksibel flyflåde bestående af større og mindre fly,” siger administrerende direktør i Cimber Sterling, Jacob Krogsgaard.

I alt fløj 85.519 passagerer i februar på Cimber Sterlings indenrigsruter.
Udover en vækst på indenrigsmarkedet oplevede Cimber Sterling en samlet passagervækst i februar på 15 procent. Selskabets yield, der er den gennemsnitlige indtjeningpr. solgt flysædesammenlignet antal fløjne kilometer, steg samtidig med 28 procent.

Hos den norske konkurrent Norwegian ryster man ikke på hænderne over Cimber Sterlings nye trafiktal. Norwegian siger til CHECK-IN.dk, at selskabet ikke føler sig presset af Cimber Sterling.

”Nej, det gør vi ikke. Vi er fuldt ud tilfredse med vores ruter, og den måde vi opererer dem på. Det gælder vores ruter til Karup og Aalborg fra København, som det går fint med. Så vi er tilfredse med udviklingen,” siger Johan Bisgaard Larsen, presse- og markedschef for Norwegian i Danmark. Han tilføjer:

”Med hensyn til at øge kapaciteten, følger vi udviklingen meget tæt, og vil ikke afvise, at der kan komme noget, men omvendt vil jeg heller ikke garantere en øget kapacitet. Vi opererer i et dynamisk marked, hvilket stiller krav til, at vi handler dynamisk, når det er nødvendigt.”

Cimber Sterling og Norwegian konkurrerer på ruterne, København-Karup og København-Aalborg. Førstnævnte har tre daglige afgange, mens Aalborg-ruten har i alt fem daglige afgange.

Foto: Cimber Sterling har markant vækst på indenrigsruterne og har nu 52 procent af det samlede indenrigsflymarked i Danmark.