Ikke nok med at maj blev den travleste nogensinde i London-Heathrow, satte lufthavnen også ny rekord, da der er blevet betjent 81,5 millioner passagerer i løbet af de seneste 12 måneder.
I tillæg til at Thomas Woldbyes forhenværende arbejdsplads Københavns Lufthavn netop har haft den største majdag i 99 år med 107.000 rejsende på en dag, var sidste måned også bemærkelsesværdig i Heathrow Airport (LHR), hvor den danske luftfartsprofil i dag er topchef.
De seneste trafiktal fra den britiske hovedstadslufthavn viser, at der i maj gik 7,17 millioner flypassagerer gennem terminalerne. Det er første gang nogensinde, at flere end syv millioner rejsende har benyttet sig af London-Heathrow i årets femte måned.
Det var dog ikke den eneste rekord, der blev sat i seneste måned. I løbet af maj og de foregående 11 måneder har lufthavnen landet et samlet passagertal på 81,5 millioner, og det er aldrig før set højere, lyder det fra lufthavnen.
Forventer 30 millioner sommerrejsende
De 7,17 millioner repræsenterer en fremgang på 6,7 procent i forhold til samme måned for et år siden, da der i maj 2023 blev registreret 6,72 millioner passagerer i Heathrow. Det er desuden en stigning på seks procent sammenlignet med 2019-niveauet, der var på 6,76 millioner.
I runde tal stammede 398.000 af passagererne fra hjemmemarkedet i Storbritannien, godt 2,5 millioner fra EU, 455.000 var fra europæiske lande, som ikke er EU-medlemmer, mens 248.000 var fra Afrika og omkring 1,9 millioner fra Nordamerika.
I tillæg var 176.000 af de rejsende fra Latinamerika, 640.000 fra Mellemøsten og 852.000 passagerer fra Asien-Stillehavsregionen.
Fra begyndelsen af januar til og med slutningen af maj har Heathrow betjent 32,4 millioner passagerer. Det tal ventes at blive næsten fordoblet i de kommende måneder, da lufthavnen regner med, at 30 millioner rejsende vil gøre brug af den i løbet af sommeren i år.
Betoner betydningen for erhvervslivet
Der blev i alt foretaget 41.162 starter og landinger i lufthavnen, hvilket er 4,2 procent flere end for et år siden. I samme måned 2023 var tallet nemlig 39.488, mens det i 2019 var på 41.577. Der er altså tale om et fald på en procent.
”Her i Heathrow har vi et vinderhold, der nu har bevist, at vi har lagt COVID-19-pandemien bag os. Takket være dem kan vi give et rekordstort antal mennesker mulighed for at rejse ud i verden,” udtaler koncernchef Thomas Woldbye.
”At understøtte 81 millioner rejser hjælper ikke kun familier med at skabe vidunderlige ferieminder, men vigtigst af alt handler det om de muligheder for handels- og erhvervslivet, der skabes af en hub som Heathrow til gavn for Storbritanniens økonomi.”
I forbindelse med at det den 4. juni var 10 år siden, at lufthavnens Terminal 2 slog dørene op, har Heathrow fået foretaget en undersøgelse af forbrugeradfærden i lufthavnen.
Et kuriøst nedslag heri er, at der i maj blev solgt 40.000 Toblerone-chokolader i lufthavnen. Det svarer lige knap til en hvert minut og hvis de alle blev lagt i forlængelse af hinanden, ville de være lige så lange som lufthavnens nordlige bane.
Relaterede artikler:
Passagerrekord i Heathrow for anden måned i træk