Jetstream 32 fra AIS Airlines (Foto: AIS Flight Academy | CC 1.0)

Hollandsk flyselskab debuterer i Esbjerg Lufthavn

Esbjerg Lufthavn har sikret en fortsat betjening af offshore-ruten til Stavanger, når DAT stopper i weekenden. Fra slutningen af maj overtages ruten af hollandske AIS Airlines.

Mandag den 17. april vender DAT tilbage på ruten mellem Karup og København, og det betyder samtidig, at selskabet kommer til at opgive offshore-ruten mellem Esbjerg og Stavanger, som man har betjent i 26 år.

DAT har nemlig ikke tilstrækkeligt med flykapacitet til at opretholde ruten.

Det betyder, at Esbjerg Lufthavn har været på jagt efter en ny operatør, der kan overtage ruten, og det bliver hollandske AIS Airlines med base i Lelystad, der tager over fra den 22. maj. 

”Vi er rigtig glade for, at vi så hurtigt er kommet på plads med at reetablere ruten med en ny operatør. Den er et must for en by som Esbjerg, hvor vi har en stor erhvervsklynge af energirelaterede virksomheder, og hvor vi har brug for at kunne transportere mandskab hurtigt og sikkert videre ud i verden,” siger Susanne Kruse Sørensen, lufthavnschef i Esbjerg Lufthavn.

Fra 46 sæder til 19 sæder
Før coronapandemien var der lidt flere end 10.000 årlige passagerer på ruten, og sidste år blev der registreret omkring 5.600 passagerer, viser tal fra Trafikstyrelsen.

“Vi er meget glade for at fortsætte denne rute og vil gøre den til en succes. Vi har stor erfaring med at udvikle ruteflyvninger,” siger Arend van der Meer, der er administrerende direktør for AIS Airlines.

Mens DAT har brugt et fly af typen ATR 42-300 med plads til 46 passagerer, indsætter det hollandske flyselskab en British Aerospace Jetstream 32, der er indrettet med 19 sæder.

Med dette fly, der får base i Esbjerg Lufthavn, vil AIS Airlines flyve en rundtur seks gange om ugen, således at der flyves på alle ugens dage med undtagelse af lørdag.

Tidligere erfaring med rute til København
Det er ikke første gang, at AIS Airlines tilbyder ruteflyvning fra Danmark. I perioden fra den 4. marts 2019 til 20. februar 2020 fløj selskabet to gange dagligt mellem København og Groningen. Selskabet havde dog en udfordrende ruteøkonomi, selvom det blev forsøgt at forlænge ruten til Münster-Osnabrück for at udvide kundegrundlaget.

I dag flyver AIS Airlines på en svensk indenrigsrute fra Stockholm-Arlanda til Thorsby via Hagfors samt på en rute fra Tallinn i Estland til Kärdla i Finland. Herudover tilbyder selskabet ad hoc charterflyvninger.

 

Relaterede artikler:

Karup-genstart udfordrer anden DAT-rute

Hollandsk flyselskab lynlukker rute til København

Lille hollandsk flyselskab åbner rute til København